Cykling

Contador forklarer konflikt med Armstrong: - Det var spild af min tid

Alberto Contador og Lance Armstrong under Tour de France i 2009. Lionel Bonaventure / Scanpix Denmark

Alberto Contador og Lance Armstrong repræsenterede begge Astana i 2009, men de kørte for sig selv.

I 2009 vendte Lance Armstrong tilbage til cykelsporten efter at have stoppet sin karriere fire år tidligere.

Amerikaneren skrev kontrakt med Astana, og med syv Tour de France-titler i bagagen var det svært at forestille sig, at han ikke også ville gå efter den ottende.

Jeg mødtes med Lance før løbet, og han sagde, at det var bedre for ham, at jeg vandt

Alberto Contador

Men det kasakhiske mandskab havde også en vis Alberto Contador i stalden. Spanieren havde på det tidspunkt etableret sig som en stor stjerne i cykelsporten ved at havde vundet tre Grand Tours - heriblandt Tour de France en enkelt gang.

De to stjerneryttere var da heller ikke enige om, hvordan hierarkiet så ud på Astana, da de begge stillede til start i 2009-udgaven af Tour de France.

- Jeg mødtes med Lance før løbet, og han sagde, at det var bedre for ham, at jeg vandt. Men så kunne jeg se på Twitter, at han havde skrevet: "Vi må se, hvem der er vores kaptajn i enkeltstarten i morgen". Det var spild af min tid, siger Alberto Contador ifølge Cyclingnews.

På den pågældende enkeltstart i Monaco, som indledte Tour de France, var det Alberto Contador, der vandt det indbyrdes opgør. Spanieren blev nummer to, mens Armstrong kom ind på tiendepladsen og havde tabt 22 sekunder til sin rival og holdkammerat.

Armstrong rasende over Contadors angreb

Men selvom Contador altså havde taget det første stik, var uoverensstemmelserne langt fra overstået.

På 3. etape blev det hele vendt på hovedet. Lance Armstrong kom med i et angreb i sidevinden, og på den måde lykkedes det ham at tage så meget tid på Contador, at amerikaneren kom forbi sin holdkammerat i klassementet.

Fire dage senere nåede magtkampen et nyt højdepunkt. Alberto Contador trodsede Astanas taktik om at tage det roligt, da han på 7. etape angreb på vejen op til Andorra Arcalis og hentede nok sekunder til, at han igen kunne overtage den interne førsteplads.

Alberto Contador i den gule trøje lige bag Lance Armstrong.

- Armstrong sagde, at jeg ikke havde respekteret holdets taktik, og jeg fortalte ham, at han ikke havde respekteret mig hele året.

- Han kom hen til mig efter holdmødet, hvor alle havde forladt bussen, og sagde på spansk til mig: "No me jodas" (lad være med at røvrende mig, red.), husker Alberto Contador.

"El Pistolero", som Contador blev kaldt, vandt Tour de France med mere end fire minutter ned til Andy Schleck på andenpladsen. Lance Armstrong blev nummer tre.

"Det var en meget, meget speciel situation"

De to ryttere forsøgte undervejs at skjule den interne rivalisering, men ingen i feltet var reelt i tvivl om, at den eksisterede, husker TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen, der selv kørte Tour de France det år.

- Han og Lance havde en meget intern rivalisering på holdet. Det er ikke noget, man ser så tit i cykelsporten, men man så de to, som virkelig hadede hinanden.

Alberto Contador vandt Tour de France i 2009 foran Andy Schleck og Lance Armstrong.

- Der var dårlig stemning, de kørte mod hinanden, og de så hellere en fra et andet hold vinde frem den anden, så det var en meget, meget speciel situation, fortalte Chris Anker Sørensen i forbindelse med Alberto Contadors karrierestop i 2017.

Spanieren nåede at vinde syv Grand Tours i karrieren. To gange Tour de France og Giro d'Italia og tre gange Vuelta a España.