Coronavirus

Præsident har udset sig ny periode til Giro d'Italia

Richard Carapaz blev i 2019 hyldet i hjemlandet Ecuador for sin sejr i Giro d'Italia. Cristina Vega / Ritzau Scanpix

Den italienske cykelunion har planer om at afholde Giro d'Italia i oktober i afslutningen af cykelsæsonen.

Afslutningen på årets cykelsæsonen kan blive meget anderledes.

Normalt plejer Giro d'Italia at være årets første Grand Tour, men den italienske cykelunion har planer om at gøre den til årets sidste Grand Tour efter Tour de France og Vuelta a España.

Det fortæller præsident i unionen, Renato di Rocco.

- Det er et mål af afholde Giro d’Italia i oktober, da Giro’en i en svær tid vil være en god anledning til at hjælpe alle i gang igen og få promoveret Italien, siger han ifølge Cyclingnews til Tuttobiciweb.

Giro d'Italia blev i marts udsat på ubestemt tid, efter at løbet oprindeligt var sat til at blive afholdt fra 9.-31. maj.

Giro d'Italia, der skulle være kørt fra 9. til 31. maj, er udskudt som følge af spredningen af coronavirus.

Tour de France er i år planlagt fra 27. juni til 19. juli, og det er fortsat uvist, om cykelsæsonen når at blive genoptaget i tide til at afvikle verdens største cykelløb. I begyndelsen af april lød det fra Christian Prudhomme, der er direktør i ASO, organisationen bag Tour de France, at cykelløbet ikke bliver kørt for lukkede døre.

Hvis Giro d'Italia bliver flyttet til oktober, vil det afhængig af startdatoen blive kørt omkring to en halv måned efter Tour de France og en måneds tid efter Vuelta a España, der er sat til at slutte 6. september.

Italiensk cykelmonument er også planlagt i oktober

Det er ikke ualmindeligt at køre cykelløb i oktober. Eksempelvis kørte Jakob Fuglsang i sidste sæson flere italienske løb i oktober med Lombardiet Rundt som det største. Det omtales som et af cykelsportens fem monumenter og skal i 2020 efter planen køres lørdag 10. oktober.

Italien forlængede fredag sin nedlukning med tre uger frem til 3. maj, hvorefter der er et håb om, at landet så småt kan begynde en genåbning. Derfor har Italiens sportsminister, Vincenzo Spadafora, bedt Italiens Olympiske Komité (CONI) om at ophæve de nuværende træningsrestriktioner for sportsfolk fra 4. maj.

Vincenzo Spadafora har meddelt Renato di Rocco, at der ikke vil være mulighed for, at cykelrytterne kan træne på de åbne veje før denne dato.

- Der er et ønske om at køre løb igen, men det skal gøres med en respekt for de protokoller og regler, der beskytter nationens sundhed, siger Reanto di Rocco.

Italien er et af de lande i verden, der har registreret flest coronadødsfald. Mere end 18.000 mennesker med coronavirus er døde i Italien.