Cykling

Froome er næsten kommet sig helt efter alvorligt styrt

Chris Froome under UAE Tour i februar i år. Satish Kumar Subramani / Ritzau Scanpix

Den britiske cykelstjerne Chris Froome træner nu samme mængde som før sit voldsomme styrt under Critérium du Dauphiné sidste år.

Ti måneder er gået, siden cykelrytter Chris Froome (Team INOES) styrtede i færd med at prøvekøre enkeltstarten i Critérium du Dauphiné.

I februar gjorde han comeback i etapeløbet UAE Tour efter flere måneders genoptræning, og nu lyder det fra den firedobbelte Tour de France-vinder, at han næsten er kommet sig helt.

- Genoptræningen går rigtig godt. Jeg vil gå så langt som til at sige, at den stort set er fuldført, siger Chris Froome ifølge Sky Sports i et interview med Team INEOS' YouTube-kanal.

Han er lige nu isoleret i hjemmet i Monaco på grund af udbruddet af coronavirus og har derfor nok at se til med cykeltræning, fysisk træning og to små børn.

- Jeg udfører stadig nogle øvelser af cyklen for at styrke min højre side, der blev skadet, men jeg er tilbage og træner samme mængde igen, og det går rigtig godt, siger briten, der vandt Touren i 2013, 2015, 2016 og 2017.

Kørte ind i mur med 60 km/t

Det var 12. juni sidste år, det gik galt for Froome. I bunden af en nedkørsel ville han pudse sin næse, da et kraftigt vindstød fik fat i hans forhjul, så han kørte ind i en mur med 60 kilometer i timen.

Han blev efterfølgende fragtet til det nærtliggende hospital i Roanne og senere fløjet til et større hospital i Saint-Étienne, hvor han blev opereret i seks timer for brud på lårben, hofte og albue.

Froome brækkede desuden flere ribben og pådrog sig også indre skader, lød det fra Team INEOS-manager Sir Dave Brailsford dagen efter styrtet.

To dage efter Froomes møde med muren viste nye scanninger, at han tilmed havde brud på en ryghvirvel og brystben.

Det slog dog ikke den 34-årige cykelstjerne ud. Næste dag, 15. juni, udtalte han sig for første gang siden styrtet, hvor han gjorde det klart, at han var fokuseret på at komme tilbage til sit bedste niveau.

Ros fra chefen efter sjetteplads i virtuelt løb

Her er han så - ifølge ham selv - næsten i dag. På grund af udbruddet af coronavirus må han dog vente nogle måneder med at vise det i et landevejsløb, men søndag blev han nummer seks i Team INEOS' virtuelle løb på platformen Zwift.

Det fik Brailsford til at spærre øjnene op.

- Det er ekstrem god kørsel fra en fyr, som er på vej tilbage, og det er en god indikation på, at han er på rette vej og vil blive inkluderet, når vi kommer tilbage på landevejen, var reaktionen fra Sir Dave Brailsford ifølge holdets egen hjemmeside.

Det virtuelle løb blev vundet af Rohan Dennis. Eddie Dunbar og Michal Kwiatkowski tog sig af henholdsvis anden- og tredjepladsen.

UAE Tour, der var Chris Froomes comebackløb, blev stoppet med to etaper tilbage, efter at to holdmedarbejdere blev testet positiv for coronavirus. Briten blev nummer 71 i løbet.

Som følge af coronavirus er international cykelsport suspenderet frem til 1. juni. Det er endnu uvist, om årets Tour de France bliver afviklet, udskudt eller aflyst.