Tour de France

Ingen udsigt til Tour de France i juli

Cykelglade Emmanuel Macron er normalt altid at finde under Tour de France. Jeff Pachoud / Ritzau Scanpix

Tour de France skal finde en ny dato for det 21 etaper lange etapeløb, efter at Emmanuel Macron mandag aften talte til den franske befolkning.

Meldingen var ikke til at tage fejl af, da Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, mandag aften afholdt pressemøde med coronavirussen på dagsordenen.

Udgangsforbuddet i landet forlænges til den 11. maj, og datoen kommer til at markere ny start, hvor vuggestuer og skoler gradvist bliver genåbnet. Dette gælder dog ikke begivenheder med mange mennesker, fortalte han i samme ombæring.

- De store festivaler og begivenheder med et stort publikum vil ikke være i stand til (at blive afholdt, red.) indtil tidligst i midten af ​​juli, lød det fra Macron.

Den melding er dårligt nyt for verdens største cykelløb, Tour de France, som er planlagt til at begynde i Nice den 27. juni.

På pressemødet nævnte han ikke Tour de France. Umiddelbart efter pressemødet skrev den franske avis Le Progres, at de havde talt med præsidenten, som over telefonen bekræftede, at Tour de France ikke bliver afholdt i juli.

Dette afsnit har de dog senere ændret til, at de har flere kilder, der fortæller dem, at Touren ikke bliver afholdt i juli.

Ingen Tour uden tilskuere

Ejerne af Tour de France, ASO, har tidligere gjort det klart, at et Tour de France uden tilskuere ikke er en mulighed.

Derfor har de i kulissen arbejdet på en ny dato. Det fremgik søndag af en email, som nyhedsbureauet Reuters har fået indsigt i, fra den franske avis L'Equipe - som er udgiveren af det officielle Tour de France-magasin.

- Det nuværende fokus er på en udsættelse til senere på sommeren, snarere end der er tale om en aflysning, står der i mailen ifølge Reuters.

Tour-arrangørerne har ikke villet udtale sig om mailen.

Frankrig er hårdt ramt af coronavirussen, og tallet for dødstilfælde for personer med virussen er mandag oppe på 14.967.