Coronavirus

Tour-udsættelse til august kan give besværligt puslespil, vurderer ekspert

Tour de France-feltet kommer formentlig ikke til at krydse målstregen i Paris i juli måned, som de plejer. Christian Hartmann / Ritzau Scanpix

Et forbud i Frankrig mod større arrangementer frem til midten af juli får med stor sandsynlighed konsekvenser for Tour de France og på sigt andre løb.

Han sagde det uden at sige de tre ord.

Mandag aften talte den franske præsident, Emmanuel Macron, til den franske befolkning, hvor han gjorde det klart, at der ikke bliver mulighed for at afvikle arrangementer med mange mennesker indtil tidligst midten af juli.

Dermed tyder meget på, at Tour de France ikke kan afvikles som planlagt fra 27. juni til 19. juli, men i stedet bliver flyttet til et senere tidspunkt i år.

Den franske avis Le Progres har også talt med flere kilder, der siger, at Touren ikke bliver kørt i juli, og ligeledes har en intern e-mail sendt af den franske sportsavis L'Equipes trykkeri afsløret, at organisationen bag verdens største cykelløb, Amaury Sport Organisation (ASO), har fokus på en udskydelse til senere på sommeren snarere end en aflysning.

L'Equipe ejes af ASO og er udgiveren af det officielle Tour de France-magasin.

Et Tour de France i august vil påvirke i forvejen planlagte løb

ASO har nægtet at udtale sig om e-mailen, og organisationen har heller ikke endnu reageret offentligt på Macrons tale og forbuddet. Tidligere har ASO dog ifølge franske medier sat 15. maj som deadline for en beslutning om, hvad der skal ske med årets udgave af Tour de France.

Beslutter ASO at flytte etapeløbet til august, vurderer TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen, at det er nemmere sagt end gjort.

- Hvis Macron giver besked om, at Tour de France først må køres i august, skal der jo flyttes alle mulige andre løb, der allerede har plads i kalenderen den måned. Det gælder for eksempel Vuelta a España. Det kan blive besværligt at få til at gå op.

Foruden Vuelta a España er løbskalenderen i august pakket med løb som Cyclassics Hamborg, RideLondon-Surrey Classics, Bretagne Classics og BinckBank Tour.

Også det danske etapeløb, PostNord Danmark Rundt, skal efter planen køres fra 11.-15. august.

Ekspert tror på Vuelta-udsættelse til september

Bliver Tour de France flyttet til august, tror cykeleksperten, at Vuelta a España bliver flyttet til september. ASO ejer således det spanske firma Unipublic, der står bag Vueltaen, og kan dermed lægge pres på datterselskabet til at finde nye datoer.

Lige nu står den spanske rundtur til at begynde 14. august og slutte 6. september.

- Touren er så vigtig. Det ved alle. Vueltaen kan godt begynde kort tid efter. Det bliver et logistisk helvede og langtfra optimalt, men umiddelbart kan det godt lade sig gøre, vurderer Sørensen, der også pointerer, at de største hold har så mange ryttere, at de kan stille op i begge løb.

Og som om to Grand Tours to måneder i træk ikke var nok, så arbejder den italienske cykelunion med planer om at afvikle Giro d'Italia i oktober.

Normalt er Giro d'Italia årets første Grand Tour, og i år skulle den have været afholdt fra 9.-31. maj, men den er som så mange andre sportsbegivenheder udsat.

- Rytterne er vilde efter at køre cykelløb. Jeg kan godt se en Tour-Giro-kombination for mig, hvis Touren kommer til at ligge i august og Giroen i oktober, siger Chris Anker Sørensen.

- Kalenderen bliver så meget anderledes, at ryttere må satse på andre ting, og der er det ikke urealistisk, at mange vil satse på de to løb. Jeg tror dog kun, at det vil være få, der kommer til at satse 100 procent på Giroen i oktober.

Løb aflyst efter UCI's udmeldte dato

Tour de France-løbsdirektør Christian Prudhomme har tidligere fortalt, at et Tour de France for lukkede døre - altså uden tilskuere - ikke er en mulighed.

1. april forlængede den internationale cykelunion (UCI) perioden for suspenderede cykelløb til 1. juni. Arrangøren af Schweiz Rundt har, selv om løbet ligger efter den udmeldte dato fra UCI, valgt at aflyse årets udgave, fordi det ikke var muligt at udskyde løbet.

I skrivende stund er knap 15.000 mennesker i Frankrig døde som følge af covid-19.