Tour de France

Hold ville lukke uden Touren, siger Tour-direktør

Touren begynder den 29. august. Guillaume Souvant / Ritzau Scanpix

Tour de Frances løbsdirektør har mærket støtte fra folk, der normalt ikke bryder sig om det franske løb.

Tour de France skulle bare køres i år til trods for udbruddet af coronavirus, og løbet er blevet sat ind som det vigtigste løb i en ændret kalender.

Det fortæller løbsdirektør Christian Prudhomme, som tog så mange som muligt med på råd.

- Alle i cykelverdenen støttede idéen, selv dem der normalt ikke kan lide os. Nogle hold sagde, at de ville være nødt til at lukke ned uden Touren i 2020.

- Touren er fundamentet i den reviderede kalender, siger Prudhomme til Reuters.

Touren er rykket, så løbet indledes i Nice 29. august med afslutning i Paris 20. september.

Begyndte at arbejde med udskydelse for en måned siden

Allerede for godt en måned siden begyndte arbejdet med at få rykket den store begivenhed, fortæller løbsdirektøren.

- Vi begyndte at tale om udskydelse med de lokale politikere allerede 18. marts - en dag efter at Frankrig blev lukket ned - og alle var med om bord, siger Prudhomme.

Han fortæller, at han tirsdag talte med 49 lokale politikere for at informere dem om beslutningen.

Beholder som udgangspunkt ruteplan

Tourens rute skal fortsat køres som oprindeligt planlagt, men der kan dog være lidt justeringer i de større byer.

Prudhomme forklarer, at man havde overvejet at placere Touren tidligere i august, men droppede den tanke.

- Ryttere behøver et par måneder til at gøre sig klar til en begivenhed som Touren. Fire, fem eller seks uger til at træne, og så skal vi have et par etapeløb før Touren, siger han.

Det betyder ifølge Prudhomme, at et traditionelt optaktsløb til Touren som Criterium du Dauphine kan forventes at blive afviklet på et tidspunkt i august.