I en sport, hvor folk har travlt med at skændes, er alle blevet enige om, at Touren er størst

16x9
Egan Bernal og resten af feltet kan se frem mod en tur rundt i Frankrig. Dog lidt senere end planlagt. Foto: Pool New / Ritzau Scanpix

KLUMME: Tour de France i august og september klinger forkert i ørerne, men er alligevel en god nyhed.

Tour de France var i min barndom indbegrebet af sommer, friske jordbær, koldskål og daglig nærstudering af dagens rute for at se, om der var plads til strandtur eller ej.

Efterfølgende har den jo også fyldt min sommer med store oplevelser, først som rytter og nu som kommentator. Efter at ASO onsdag meldte ud, at Tour de France nu skal køres fra 29. august til 20. september, bliver 'lyden af sommer' byttet ud med 'lyden af efterår'.

Et hul lukkes, to nye åbnes

Det, at Tour de France bliver flyttet, skaber en helt ny situation for en række andre løb. For PostNord Danmark rundt kan det lige pludselig blive et opvarmningsløb forud for Tour de France, hvor diverse cykelstjerner vil kaste sig ud i at finde løbsformen efter mange måneder med træning. Det samme kan være tilfældet med en række andre løb.

Vueltaen derimod skal jo selv ud og finde en ny placering i kalenderen, for to Grand Tours samtidig virker ikke muligt. Så lige nu står vi i en situation, som den Herkules stod i med Hydraen i den græske mytologi, når et hul lukkes, åbnes der to nye.

Derfor kan det virke overraskende, at alle i en sport, der ellers ofte har haft travlt med at skændes med sig selv, kan blive enige om, at Tour de France har førsteprioritet, og at den kan overrule andre løb i kalenderen.

Det kan den, fordi alle i sporten godt ved, hvor vigtig Tour de France er for økonomien i sporten. Tour de France overgår bare alle andre cykelløb med flere længder. Det være sig i forhold til tilskuere, tv-seere, præmiepenge og sponsorinteresse.

Store konsekvenser uden Tour de France

Selvom der kun er 150 points forskel til verdensranglisten på sejren i Tour de France og sejren i de to andre store rundture, ja, så er prestigeforskellen langt større. Derfor er det så vigtigt, at Tour de France bliver kørt. Så selvom det på kort sigt går udover nogle løb, ville konsekvensen ved, at Tour de France ikke blive kørt, være langt større.

Hvis man vil lege djævlens advokat, kan man sige, at det med tilskuerne i år er et dårligt argument. Der har været snakket om et Tour de France uden tilskuere. Selvom der ser ud til at være blive lukket op for tilskuere, kommer vi ikke til at se billeder, som vi så op ad Tourmalet sidste år, hvor bjergtoppen, der til daglig kun er hjemsted for en håndfuld køer, nu var omdannet til et menneskehav.

Noget af magien aftager

Først og fremmest fordi Tour de France nu har bevæget sig uden for de fleste landes sommerferie, og vi dermed ikke vil opleve den samme mængde af tilrejsende tilskuere.

Noget af magien af Touren vil dermed klinge af. Det sus, det giver, når du kører igennem menneskemængden, der råber og skriger op ad et bjerg, gør, at du kan finde kræfter, du ikke længere troede, du havde.

Jeg har prøvet at køre etaper i Vueltaen ude på den spanske pampas, hvor vi ikke så en eneste tilskuer. Ja, det eneste selskab, vi havde, var nogle fugle, som jeg er ret sikker på, var gribe. Jeg var så sikker i min sag, at jeg seriøst tænkte tanken, hvis du bliver sat helt alene herude, så er du altså på den. Tankerne, der går igennem hovedet under Tour de France, er af en helt anden karakter. Her sørger du med lys og lygte efter et sted, hvor du kan stoppe og tisse, uden at det er lige midt i tilskuermængden.

Kan tydeligt huske min første Tour

Selvom det som rytter selvfølgelig vil være en anelse mindre fedt at køre Touren uden store menneskemængder, så Tour de France er dog det løb, stort set alle cykelryttere har drømt om at køre, siden de var børn. Tour de France er det løb, som kan ændre din karriere. En etapesejr her gør dig så mange gange mere eftertragtet end alle andre cykelløb.

Jeg kan tydelig huske første gang, jeg kørte Tour de France tilbage i 2009. Pludselig gik jeg fra at være en professionel cykelrytter, der, bevares, var kendt i Hammel og omegn, men relativ ukendt i resten af landet, til ofte at blive genkendt på gaden. Et år efter Tour de France var jeg ude og cykle på de danske veje og kørte i mine egne tanker. Der kom en motorcykel imod mig, der vendte om lige efter han havde passeret mig. Jeg tænkte først ”hvad har jeg gjort, der kunne gøre ham sur?”. Det viste sig bare, han lige ville sige hej og rose mig for indsatsen de forgangne uger.

Selvom jeg ikke er blevet cykelrytter på grund af et forkromet mål om at blive kendt eller få X antal følgere på de sociale medier, ja, så er anerkendelse skøn. Det tror jeg, alle mennesker har brug for. Det er kun under Tour de France, jeg har oplevet følelsen af, at hele landet følger med. Den følelse er fantastisk og noget, man savner når man ikke kører det.

Alle disse grunde har gjort, at andre løb må vige deres plads i kalenderen til fordel for Tour de France. UCI, holdene og rytterne har brug for, at Tour de France bliver kørt. Derfor er nyheden om, at Tour de France trods alt ser ud til at blive kørt i år, en god nyhed, selvom det går udover andre løb.