Coronavirus

Sportsdirektør forudser historisk stærkt Tour-felt

Årets Tour de France står til afholdelse i august og september. Anne-christine Poujoulat / Ritzau Scanpix

Når Tour de France afvikles fra 29. august til 20. september, bliver det med et særdeles konkurrencedygtigt felt, mener Matt White.

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Den coronapandemi, der i øjeblikket presser cykelverden såvel som resten af samfundet, kan medføre et Tour de France i særklasse.

Det mener i hvert fald Matt White, der er ledende sportsdirektør på Mitchelton-Scott.

- Jeg tror, vi kommer til at have det mest konkurrencedygtige Tour de France-felt nogensinde, fastslår han over for Cyclingnews.com.

Tour-starten er flyttet til 29. august og afvikles som planlagt over tre uger, hvorefter Giro d'Italia og Vuelta a España følger i revideret form.

Det meddelte Den Internationale Cykelunion (UCI) tidligere på ugen, hvor de også suspenderede alle cykelløb frem til 1. august.

- Holdene vil stille i stærkeste opstilling til Touren, og så vil vi se andre ryttere blive tilføjet til Giroen. Jeg tror, at mange ryttere vil køre Touren og Giroen, og til Vueltaen vil vi så se en helt anden vinder, forudser Matt White.

Bekymret for PostNord Danmark Rundt

Han er usikker på, hvor mange af stjernerne, som vil være i topform sidst på året.

- Der vil ikke være mange kaptajner, der siger, at de vil vente på Vueltaen i november, pointerer Matt White.

Den danske Astana-kaptajn, 35-årige Jakob Fuglsang, satsede oprindeligt på Giroen, men sagde tidligere på ugen til TV 2 SPORT, at "planerne er sprunget helt i stykker".

Der skal med andre ord laves nye planer. Det gælder også for Mitchelton-Scott, hvor det meste af planlægningen ifølge Matt White er "smidt ud ad vinduet".

I det store puslespil er cykelchefen bekymret på vegne af de mindre etapeløb.

- Hvad jeg virkelig er spændt på at se, er hvad der sker med alle de mindre løb som dem i Danmark, Hamborg og BinckBank.

PostNord Danmark Rundt skal ifølge planen afvikles midt i august.

Matt White fortæller, at cykelcheferne er præsenteret for foreløbige datoer, men at intet er officielt.