Coronavirus

Det skulle have været 'dagen over dem alle' for Danmarks største cykelhold - nu er de lukningstruet

Riwal-Readynez-rytterne på træningstur før 2020-sæsonen. Torben Christensen

Amstel Gold Race-deltagelsen skulle have været et højdepunkt for Riwal-holdet. Nu kan 2020 i værste tilfælde være holdets sidste som professionelt.

19. april skulle have været den største dag til dato for Riwal Readynez.

Det danske hold fra sportens næstøverste niveau var inviteret til cykelfest med verdens bedste. De var på deltagerlisten til nu aflyste Amstel Gold Race.

- Da jeg vågnede i morges, var det første, jeg tænkte på, at det her skulle have været dagen over dem alle for os, siger holdets direktør Steffen Kromann til TV 2 SPORT.

- Derfor er det et kæmpe antiklimaks for alle omkring holdet at være her, erkender han.

Antiklimakset bliver kun større af, at coronakrisen, der har fået Den Internationale Cykelunion (UCI) til at aflyse alle cykelløb indtil 1. august, i værste fald kan tvinge Danmarks største cykelhold til at lukke.

Ikke alle sponsorer kan leve op til forpligtelserne til Riwal Readynez, der er afhængig af regeringens hjælpepakker, hvis de vil overleve året ud.

Vi skal have hjælp

Steffen Kromann, direktør, Riwal Readynez

- Jeg håber, vi kan gøre nytte af dem, så vi kan komme igennem året. Det vil betyde en del for os, hvis vi kan fortsætte med de pakker indtil august, siger Steffen Kromann.

- Det, vi satser på, er at komme igennem 2020 og så kickstarte projektet i 2021. Men det vigtigste er at have et cykelhold næste år, så det kæmper vi for.

2019 kostede ifølge Riwal-direktøren "flere penge, end vi regnede med", men gav også en "stærk platform".

Skal have hjælp for at opretholde status

Kommer Riwal Readynez igennem året, starter anden del af overlevelsesmissionen.

Ifølge Steffen Kromann er der dialog med "nye" og "spændende" forretningspartnere, som holdet er afhængige af i den nye sæson.

Er I lukningstruet, hvis ikke der kommer støtte til jer?

- Vi skal have hjælp. Vi skal finde nye konstellationer til 2021, for at det giver mening at køre videre som prokontinentalhold.

- Regeringen kan hjælpe os igennem i år, men vi skal finde sponsorer, som kan være med til at kickstarte et nyt, treårigt projekt fra 1. januar 2021.

Hvad er alternativet? At gå tilbage til at være kontinentalhold eller at lukke helt?

- Vi har slet ikke vendt det scenarie i ledelsen, siger Steffen Kromann.

Riwal Readynez gik i 2019 fra cykelsportens tredje- til næstøverste hylde.

"Langt væk" fra Tour-drøm

Direktøren for Danmarks største cykelhold erkender imidlertid, at målet om at deltage, når Tour de France næste år starter her i landet, ser svært ud.

Har I opgivet at komme til Tour de France i 2021?

- Jeg tænker ikke på det lige nu. Vi tænker kortsigtet - vi skal igennem det her. Tour-deltagelsen er skudt til hjørne. Men lige nu er vi langt væk fra det, erkender Steffen Kromann.

- Næste år kan det være, at samfundet kommer i gang igen, men lige nu kan vi ikke tænke på Tour de France 2021. Cykelsporten er i knæ.

Til gengæld håber Riwal-direktøren, at wildcardet til Amstel Gold Race stadig gælder, hvis løbet afholdes i efteråret.

- Det vil være fair, synes jeg. Og jeg tror også, at hvis der skal presses tre Grand Tours og en masse monumenter ind i efteråret, så vil hold på vores niveau få nogle flere WorldTour-starter.

TV 2 SPORT har været i kontakt med hjemsendte ryttere fra Riwal Readynez, der af hensyn til kompensationsmulighederne ikke udtaler sig om cykelholdets situation.