Cykling

Tour de France-mester har fået særtilladelse til at træne udendørs

Egan Bernal i den gule førertrøje på Champs-Élysées under sidste etape af Tour de France 2019. Anne-christine Poujoulat / Ritzau Scanpix

Tour de France-vinderen Egan Bernal har fået lov til at træne mere på landevejen af borgmesteren i sin hjemby.

Egan Bernal kan se frem til at få mere landevej under cykeldækkene.

Sidste års Tour de France-vinder har fået en særlig tilladelse til at forlade sin bopæl i sin colombianske hjemby, Zipaquira, og træne på landevejene.

I Colombia har borgerne fået tilladelse til at udføre individuel fysisk aktivitet udendørs i en time. Borgmestrene kan dog fastsætte deres egne regler i kommunen, og her har byens borgmester givet Egan Bernal en ekstraordinær tilladelse til at træne uden for sit hjem mellem klokken fem og otte om morgenen, skriver den spanske avis El Mundo.

Stor fordel at forlade torturstativet

Den 23-årige colombianer fra Team Ineos drager fordel af mere lempelige restriktioner i sin hjemby, hvorimod hans største konkurrenter må fortsætte den alternative træning.

- En pause fra den forbandede hometrainer, det torturstativ, som Froome, Roglic, Yates, Thomas, Dumoulin, Nibali og Valverde fortsætter med at lemlæste, skriver avisen, der også har talt med den spanske landstræner Pascual Momparler:

- Bernal drager allerede fordel i forhold til resten. Det betyder meget mentalt og psykologisk at kunne forlade hometraineren, siger han.

El Mundo beretter også om, at Egan Bernals colombianske landsmænd Nairo Quintana (fra Boyacá) og Rigoberto Urán (fra Antioquia) også har søgt om tilladelse til at forlade deres hjem, men at det er blevet afvist. Egan Bernal kan dog få følgeskab i sin træning af andre ryttere fra Zipaquirá-området, så længe de holder en afstand på mindst fem meter.

Colombianeren vandt Tour de France 2019 foran Geraint Thomas og Steven Kruijswijk.