Vuelta a España

Årets Vuelta a España-start i Holland er aflyst - dropper tre etaper

Primoz Roglic vandt sidste års udgave af Vueltaen.  Ander Gillenea / Scanpix Denmark

De tre første etaper af årets Vuelta a España skulle have været kørt i Holland, men det ville "være umuligt at gennemføre", siger løbsdirektøren.

Det er endnu uvist, hvornår Vuelta a España kommer til at blive afviklet i år, men sikkert er det, at etapeløbet ikke begynder i Holland.

I stedet begynder det i Baskerlandet med etapen fra Irun til Arrate, Eibar.

Planen var ellers at indlede Vueltaen med en holdtidskørsel i Utrecht, men det kan ikke lade sig gøre i årets udgave på grund af coronavirussens indvirkning på løbskalenderen, bekræfter løbet på sin hjemmeside.

- Efter diskussion med vores hollandske partnere, som vi har arbejdet i absolut harmoni og i godt samarbejde, indså vi, at det ville være umuligt at gennemføre dette projekt under disse nye begrænsninger, siger løbsdirektør Javier Guillén, der ærgrer sig over situationen.

Samme ærgrelse har direktøren for den hollandske Vuelta-start, Martijn van Hulsteijn. Han forklarer, at det logistisk ikke var muligt at flytte tre etaper på så kort tid gennem 34 kommuner.

- Vi var klar til at organisere en fantastisk begivenhed den 14., 15., og 16. august. Men siden vi hørte om ændringen i UCI-kalenderen, har vi diskuteret med alle parter for at finde en løsning på en efterårsstart, men det viste sig at være for svær en opgave.

Foruden den nye lokation for årets Vuelta-start oplyser Vueltaen onsdag aften, at de normale 21 etaper er skåret ned til 18.

Kan blive i Holland i 2022

Udover holdtidskørslen i Utrecht skulle de næste to etaper også have været kørt i Holland. Holland og Vuelta a España kan dog stadig blive en realitet i fremtiden. Således arbejder parterne allerede på en aftale til 2022.

- Vi har oplevet så meget entusiasme og en høj grad af involvering. Det er en fornøjelse at arbejde sådan her. Det mindste vi kan gøre, er at begynde at kigge på mulighederne for en start fra Holland i den kommende fremtid, og vi tror på, at det bliver muligt, siger løbsdirektøren.

Skønt datoerne for årets Vuelta endnu ikke er på plads, så er det en kendsgerning, at løbet bliver afviklet efter Tour de France, der har sat sig på Vueltaens normale periode i august og september.

Den internationale cykelunion (UCI) oplyser på sin hjemmeside, at der skulle have været en afklaring efter et møde onsdag, men processen vil tage længere tid. Nu forventer UCI at melde noget ud 5. maj.