Ti ting, jeg savner ved cykelsporten

16x9
Rasmus Staghøj savner cykelsporten. Foto: Gonzalo Fuentes / Ritzau Scanpix

KLUMME:

I søndags skulle Liege-Bastogne-Liege være kørt. Løbet, som Jakob Fuglsang vandt sidste år. Et stort og smukt løb, som samtidig ville markere afslutningen på den første bølgetop i cykelsæsonen. Forårsklassikerne.

Vi nåede kun at dyppe tåen i vandet i form af Omloop Het Nieuwsblad og Kuurne-Brussel-Kuurne, inden det røde flag blev hejst, og vi alle sammen skulle op af vandet og direkte hjem hver for sig.

I stedet for at se Flandern Rundt, Paris-Roubaix og Liege-Bastogne-Liege har vi set ’gyldne gensyn’ og e-cykling. Det er det bedste, vi kan få.

Der er desværre lange udsigter til at få live-cykelløb i fjernsynet igen. Vi krydser fingre for at Tour de France kan afvikles efter den nye programplanlægning med start d. 29. august. Vi sender løbet uanset i hvilken form det bliver. Det er helt sikkert.

Og imens kan vi gå og længes. Det har jeg gjort et stykke tid nu. Det gode ved al den ufrivillige fritid er, at jeg selv har fået cyklet, og her har jeg siddet alene på min cykel og tænkt på alt det, jeg savner ved cykelløb.

Her er 10 ting, jeg savner:

1. En flad 250 kilometers modvindsetape

I en fuld sæson i cykelsporten med et hav af cykelløb sker det, at der kommer et løb, som ikke er så spændende. Indrømmet. Det kunne være en modvindsetape på 250 km indover højlandet i Spanien i Vuelta a Espana, hvor det eneste rytterne kører forbi er et oliventræ og en gammel lade. En rytter fra Burgos BH og én fra Caja Rural i udbrud, som får 15 minutter ned til feltet, men bliver hentet 20 km før mål, og Elia Viviani vinder spurten foran Nacer Bouhanni.

Som kommentator puster man ud bagefter, for sådan en dag kan være lang.

Jeg ville elske hvert et sekund af sådan en etape lige nu. Jeg ville nyde at høre Rolf fortælle en anekdote, imens de to udbrydere får TV-tid som udbytte af deres indsats. Jeg ville elske at høre Brian Nygaard fortælle mig om området, feltet kører igennem, så det pludselig bliver til mere end et oliventræ og en gammel lade. Og jeg ville lytte og spørge nysgerrigt ind, når Chris Anker analyserer afslutningen af etapen.

Åh, bare giv mig et hvilket som helst cykelløb.

2. Mads Pedersen i VM-trøjen

Tidligere verdensmestre på landevejen har fortalt om det magiske ved at køre løb i den regnbuefarvede VM-trøje. Den glæde er blevet taget fra Mads Pedersen. Han lufter trøjen omkring hjemmet i Lejre, men det er givetvis ikke det samme som at køre i VM-trøjen i hans yndlingsløb Paris-Roubaix.

Forestil jer lige Mads Pedersen svæve henover brostenene på Carrefour del’Arbre iklædt den ikoniske verdensmestertrøje. Det er ikke nogens skyld, at det ikke kommer til at ske for Mads Pedersen i denne omgang, men hvor er det dog ærgerligt, at han ikke får lov til det.

Hvis verdenssituationen tillader det, håber jeg, at Mads Pedersen kommer til at køre flere løb i VM-trøjen. Det har han fortjent.

3. En finale med en dansk rytter

2019 var en sæson langt udover forventet for de danske herrer på landevejen. Anført af Jakob Fuglsang og Mads Pedersen blev lille Danmark pludselig en af de store. Der var danske ryttere med i finaler i virkelig mange løb. Det er altså ikke noget, man bare sådan kan forvente, så det skal vi som danske betragtere huske at anerkende.

Vi kender alle sammen den stigende spændingskurve, der tager eksplosivt til, når et løb nærmer sig afslutningen, og der er mange muligheder i spil. Hvis der er en dansk rytter med i et af scenarierne er spændingen større. Som da Kasper Asgreen vandt Kuurne-Brussel-Kuurne i år. Jeg så løbet fra min sofa, og nåede et par gange at sige til min kæreste, at han ville blive hentet til sidst.

Glæden blev endnu større, da jeg tog fejl.

4. Tossede belgiere

Har du været i Belgien og se cykelløb? Hvis ikke, bør du overveje at tage af sted på et tidspunkt. Gerne til Flandern Rundt. Tag til Antwerpen tidligt om morgenen og oplev den sitrende stemning, kør ud på ruten udvejs og find ind til målbyen Oudenaarde og hold efterfest.

Jeg kom til at tænke på en dag i Oudenaarde, da jeg var ude at cykle forleden. Det var i 2018, da Mads Pedersen blev nummer to i sin debut. Det var en begivenhedsrig dag, og da jeg havde lavet den sidste live-gennemstillingen til studiet, gik jeg en tur rundt på torvet. En fest af cykelkærlighed, traditioner, dårlig musik, dansk på bordene, øl og pomfritter. Det er lidt kikset, men det er ærligt, og alle er inviteret. Det er nemt at holde af.

Jeg glæder mig til at opleve det igen næste år.

5. Italiens charme

Min første opgave for TV 2 var i 2014 som reporter til Giro d’Italia. Efter tre etaper i sjask, vind og kulde i Nordirland, fortsatte løbet i syditalien. Jeg er tilhænger af, at Grand Tours en gang imellem begynder i andre lande, men man kan godt mærke, når løbet er hjemme. Det er her man finder charmen og lærer løbet af kende.

Giro d’Italia står for mig som den smukkeste Grand Tour. Det hænger utvivlsomt sammen med landet og kulturen, men selve løbet er smukt. Et løb med mere end 100 år på bagen, som holder fast i at være et traditionelt cykelløb. Der er andre løbsorganisationer, der er mere progressive, og der er cykelløb, der er mere struktureret, og det er fint nok. Giro d’Italia er Giro d’Italia.

Løbet byder ofte på aggressivt og uforudsigeligt cykelløb. Chris Froomes succesfulde vanvidsaktion på 19. etape i 2018, der gav ham den samlede sejr, står som det største i flere år. Men Giro d’italia byder også italienske bjergryttere i store ridt. Som Giulio Ciccone, der vandt en etape og bjergtrøjen sidste år.

I år går vi glip af Giro d’Italia i maj. Jeg håber, vi får det smukke løb at se senere på året.

6 Lyden af helikopter – og en lille lur

Vi kender det alle sammen. Man tænder for TV 2 på en sommerdag i juli, og hører Dennis Ritters behagelige stemme, smukt sætte scenen for dagens etape, og i baggrunden kan man høre svagt høre helikopterens karakteristiske chop-chop-chop-chop.

Aaaahhh, det er dejligt.

Det er velkendt, det er roligt, det er traditionelt på den gode måde. Det er lyden af sommer.

Og derfra kan det gå i flere retninger. Det kan være en bjergetape med angreb fra start til slut, det kan være en sidevindsetape, hvor man skal være opmærksom og vågen hele tiden, og så kan det være en flad sprinteretape, der lægger op til en tour-lur på sofaen, inden man vågner op til massespurten. Løbet bestemmer.

Jeg ved, I savner det lige så meget som mig.

7. Roadtrip i Frankrig

Tour de France er så betydningsfuldt for cykelsporten, at de tre uger i Frankrig er i en kategori for sig. Intet andet løb måler sig med Touren.

Jeg har været til løbet de seneste ni år, og selvom et 10års jubilæum ikke imponerer nogen til et løb med så lang en historie, håber jeg alligevel, at jeg kan fejre det i år.

Touren har defineret en stor del af mit arbejde. Jeg har fået oplevelser, venner og kollegaer for livet. Vi møder alle sammen op med et stort smil til Grand Depart, og vi forlader Paris med lige så stort et smil. Derimellem ligger rigtigt mange arbejdstimer og hårdt arbejde for at dække cykelløbet for TV 2. Det er ikke en ferie eller nemt arbejde, men det er helt vildt sjovt og spændende at være med til.

Det kan du som læser måske ikke bruge til noget, men måske synes du, det er betryggende at vide, at de mange sendetimer, du kigger på om sommeren er lavet med kærlighed og hårdt arbejde.

Jeg savner vores roadtrip i Frankrig. Og jeg savner at mærke at seerne hjemme i stuerne er med.

8. Isolerede kaptajner på en bjergetape

I optakten til de store etapeløb kan vi bruge timer på at diskutere og vurdere, hvordan vi kan få de store klassementsfavoritter ud i en direkte kamp imod hinanden. Sådan en kamp kan jo kæmpes på flere forskellige måder, men scenariet hvor de største klassementsfavoritter sidder side om side uden hjælperyttere omkring, tror jeg, at rigtigt mange gerne vil se. Det er den helt nedbrudte, ærlige og direkte kamp, hvor den stærkeste rytter vinder.

Jeg længes efter at se sådan en kamp, hvor Egan Bernal, Nairo Quintana, Thibaut Pinot, Primoz Roglic, Alejandro Valverde, Mikel Landa sidder og kigger på hinanden og venter på det næste udspil.

Åh, den spænding. Hvem angriber næste gang?

9 Når et cykelløb eksploderer

Der er de store etaper til Alpe d’Huez og Mont Ventoux. Vi ved, det bliver gode og dramatiske cykelløb. Nogle gange kan de endda være så imødesete, at de realiteterne har svært ved at leve op til forventningerne.

Men så er der de løb, hvor det modsatte er tilfældet. Forventningerne er lave – måske på grund af ruteprofilen – men så eksploderer løbet pludselig, og feltet bliver splittet i grupper og favoritterne vinder og taber tid til hinanden.

Jeg ved, der er noget på færde, når Rolf rykker sig frem i stolen ved siden af mig, afbryder os andre i kommentatorboksen og beder os om at holde øje med nogle specifikke ryttere. Nogen er ude på noget. Og minuttet efter begynder de første splittelse i feltet på grund af sidevind.

Herfra opstår noget af det bedste og mest underholdende cykelløb, der findes. Det er udenfor manuskript, og det gælder bare om at følge historien så godt som man kan, imens den udfolder sig.

Efter løbet kan vi alle sammen tale timevis om, hvad der egentlig skete undervejs, hvem der vandt, hvem der tabte, og hvem der dummede sig. Det er cykelløb, når det er bedst.

10. Jer – seerne

Okay, nu bliver det lidt corny her til sidst, men jeg savner jer. Jer, seere. Selvom TV er envejskommunikation, kan vi tydeligt mærke, om I seere er med eller ej, når vi viser cykelløb. På sociale medier, på mail, på gaden. Der er heldigvis mange af jer, der ser rigtigt meget cykelløb på vores kanaler, og det er vi glade for. Derfor savner vi jer i denne tid, hvor cykelløb ikke er muligt. Jeg fornemmer, at I har det på samme måde.

Så snart det er muligt at køre cykelløb igen, er vi klar. Pas på jer selv indtil da. Vi ses.