Tour de France for kvinder kan blive en realitet om to år
Tourens arrangører, ASO, har et kvindeligt Tour de France på tegnebrættet til afholdelse i 2022.
Snart kan lyden af sommer blive forlænget, hvis kvindernes World Tour-kalender bliver udvidet med et Tour de France.
Det er tættere på at blive en realitet, efter UCI offentliggjorde den reviderede løbskalender 5. maj.
Her kom det nemlig frem, at ASO (Tour-arrangøren Amaury Sport Organisation, red.) bliver løbsarrangør for kvindernes første udgave af Paris-Roubaix til oktober.
- Vi vil skridt for skridt udvide antallet af kvindelige løb. UCI har klart sat retningen for kvindelig cykling. Vi er nødt til at fortsætte med at tilpasse os, siger Christian Prudhomme, løbsdirektør for Tour de France, til AFP.
Dermed er døren også blevet åbnet for flere etapeløb i kvindernes World Tour-kalender.
Ikke muligt før 2022
Men på grund af udskydelser i sportens verden, som følge af coronavirussen, ser det først ud til at blive i 2022, at kvinderne kan cykle Frankrigs gader og veje tynde.
Samtidig understregede ASO, at det logistisk ikke vil være muligt at afholde både mændenes og kvindernes Tour de France samtidigt.
- Vores mål forbliver det samme med idéen om at have et løb, der vil finde sted efter Tour de France. Nu er kalenderen rystet betydeligt op. Og i 2021 afholdes de Olympiske Lege. Det vil derfor være logistisk at forestille sig det i 2022.
Den reviderede 2020-kalender indeholder fem etapeløb og 13 endagsløb, som inkluderer ASO's La Course by Le Tour de France, Flèche Wallonne, Liège-Bastogne-Liège, Madrid Challenge by La Vuelta og nu også Paris-Roubaix, skriver CyclingNews.