Bernal afviser at ofre sig for Froome og Thomas i Tour de France
Team INEOS har tre stærke vinderkandiater til Tour de France. Sidste års vinder, Egan Bernal, har ikke tænkt sig at ofre sig for Froome eller Thomas.
Det er de færreste ryttere, der gennem tiden har oplevet ikke at være det klare førstevalg til at forsvare en Tour de France-sejr.
Men det er realiteten for sidste års Tour de France-vinder, Egan Bernal.
På det stjernespækkede Team INEOS-hold finder man også de to tidligere vindere af Tour de France Chris Froome og Geraint Thomas.
Så hvilken rytter skal det britiske hold satse på?
Egan Bernal kommer i hvert fald ikke til frivilligt at ofre sig for de to briter.
- Jeg er ung, jeg har allerede vundet Tour de France og jeg vil ikke spilde chancen for at vinde det igen, det er helt sikkert. At ofre mig selv, hvis jeg er på 100 procent - det tror jeg ikke kommer til at ske, siger Egan Bernal i et videointerview med Eurosport Espana.
Ved mere efter de første etaper
Men Bernal kan også godt se de fra sine to britiske holdkammeraters synspunkt.
- Jeg forstår godt, at Geraint Thomas vil vinde sit andet Tour de France. I de sidste to år blev han nummer et og to, så han er en rytter som selvfølgelig skal tages i betragtning.
- Jeg kan også godt forstå, at Chris Froome vil vinde sin femte titel. Efter alt det han har været igennem, vil det være den bedste måde at komme tilbage på, siger Bernal i interviewet.
Hvem, der ender med at trække det længste strå, vil blive klarere, når de første kilometer af årets Tour de France er i benene, mener Bernal.
- Når vi har kørt de første etaper, kan vi hurtigt se hvilken form Froome, jeg selv og Thomas er i. Derefter vil det blive klarere. Men selvom jeg er den forsvarende vinder, kan jeg ikke på nuværende tidspunkt sige til mit hold, at jeg er den eneste leder - som jeg sagde, kan jeg sagtens forstå Froome og Thomas' rolle på holdet.
Den 23-årige columbianer bekræftede i interviewet også, at han udelukkende vil fokusere på Tour de France og afviste idéen om at køre Vueltaen i oktober og november.