Vuelta a España udpeger 22 hold til utraditionel 75. udgave

16x9
Primoz Roglic vandt løbet sidste år. Foto: Oscar Del Pozo / Scanpix Denmark

Fredag har arrangørerne af Vuelta a España uddelt tre wildcards til løbet, der først begynder den 20. oktober.

To spanske og et enkelt fransk hold har fredag eftermiddag fået billet til den noget anderledes 75. udgave af Vuelta a España.

Foruden de allerede kvalificerede 19 World Tour-hold bliver spanske Burgos-BH og Caja Rural-Seguros samt franske Total Direct Energie en del af etapeløbet, der i år helt særligt kun er 18 etaper langt.

Grundet coronavirussens indvirkning på løbskalenderen har Vuelta-organisationen nemlig valgt at forkorte løbet med tre etaper.

Derudover har de også været nødsaget til at finde en ny startby, da Utrecht i Holland ikke kunne magte opgaven med de nye datoer med så kort varsel. I stedet begynder løbet nu i Baskerlandet nærmere bestemt Irun.

Total Direct Energie har fået billetten, fordi de var højest placeret på UCI-ranglisten fra 2019, meddeler Vuelta-arrangørerne i pressemeddelelsen. Det franske hold var ikke en del af løbet sidste år. Det var til gengæld både Burgos-BH og Caja Rural-Seguros.

Oprindeligt var det spanske etapeløb sat til at begynde den 14. august, men de store ændringer i kalenderen betyder, at de først kører fra Irun den 20. oktober.

Det er endnu uvist, hvilke ryttere der planlægger at stille til start, og om sidste års vinder, Primoz Roglic, deltager. Vueltaen får kamp til stregen, for i år overlapper løbet med Giro d’Italia, som har lige så stor prestige og samme antal point til verdensranglisten.