Cykling

Norges bedste bjergrytter kåres på 'hemmelig lokation'

Edvald Boasson Hagen på podiet ved Tour of Norway i 2019. Kan han mon snart juble over titlen som 'Norges Klatrekonge'? Tor Erik Schroder / Scanpix Denmark

Evald Boasson Hagen og flere af landets bedste ryttere får snart et startnummer på ryggen igen, når de onsdag deltager i et spektakulært rekordforsøg.

Norges ti stærkeste ryttere samles onsdag et hemmeligt sted, hvor de skal forsøge sig med et uhøjtideligt rekordforsøg op ad en stigning.

Her får de en god mulighed for at få testet deres konkurrenceinstinkt, der har været i dvaletilstand det sidste stykke tid.

- Jeg synes, det er rart for dem at få følelsen af at konkurrere lidt igen. Så kan de se, hvor de står i forhold til hinanden og få en idé om, hvordan de har trænet, og hvad de skal arbejde på i fremtiden. Det vil forhåbentlig give dem lidt motivation i en vanskelig periode, siger tidligere cykelrytter og nuværende sportsdirektør for Team Ineos Gabriel Rasch til TV 2 Norge.

Bliver afholdt et hemmeligt sted

Gabriel Rasch er sammen med den erfarne direktør for Tour of Norway, Birger Hungerholdt, initiativtageren bag løbet ’Klatrekongen Fuel of Norway’.

Sammen har de to udtalt, at løbet bliver gennemført med strenge smitteforanstaltninger, der blandt andet betyder, at rytterne starter en efter en, og at publikum bliver bedt om at holde sig væk fra vejene.

Arrangørerne holder lokationen hemmelig, fordi de ikke ønsker at tiltrække en stor folkemængde midt i coronakrisen. De håber på den måde, at afviklingen kan foregå på "en ordentlig og tryg måde", som Gabriel Rasch udtrykker det.

Hvem er favorit?

Evald Boasson Hagen, Carl Frederik Hagen, Tobias Foss, Rasmus Fossum Tiller og Andreas Leknessund er nogle af de professionelle ryttere, der stiller til start.

- Carl Frederik er den, der på papiret er den bedste bjergrytter. Det er godt nok ikke et bjerg, vi skal bestige, og han ville sikkert ønske, at bakken var længere, men så længe det går opad, så er han favorit, siger Andreas Leknessund.

Det 20-årige norske talent, der i næste sæson skal køre for Team Sunweb, har testet konkurrencebenene siden februar, hvor han målte kræfter med Geraint Thomas og Remco Evenepoel ved det portugisiske landevejsløb Volta ao Algarve.

- Jeg har savnet det så meget, så det bliver sjovt at komme i gang igen. Det bliver fedt at kunne sammenligne min tid med de bedste ryttere i Norge, siger Leknessund, der håber at kunne blande sig i toppen.

Selvom ruten holdes hemmelig, kan løbet ses live onsdag på TV 2 Norge.