Cykling

Astana-chef tvivler på Fuglsang i Tour de France

Dmitriy Fofonov understreger, at danskeren ikke skal køre Tour de France. Anne-christine Poujoulat / Ritzau Scanpix

Jakob Fuglsangs fokus er i år på Giro d'Italia og ikke Tour de France, siger Astana-teammanager.

Tour de France har de seneste år været et meget stort mål for Jakob Fuglsang.

Men i år bliver det anderledes, da Jakob Fuglsang skal forsøge sig i Giro d'Italia. Teammanager på danskerens hold Astana Dmitriy Fofonov slår over for Ekstra Bladet fast, at danskerens navn er skrevet på holdkortet til den italienske rundtur.

- Det bliver den Grand Tour, han satser 100 procent på, og som det ser ud lige nu, så kommer han ikke til at køre Tour de France, siger Fofonov til avisen.

Dermed ser det altså ikke ud til, at danskeren vil stå klar ved startstregen i det store franske etapeløb i Nice 29. august.

- Hvis Fofonov (red.) siger det, så er det jo nok rigtigt. På nuværende tidspunkt er det ikke planen, at jeg kører Touren. Det er planen, at jeg satser på Giroen i stedet for, siger Jakob Fuglsang til TV 2 SPORT.

Giro d' Italia skulle have været kørt i disse dage med afslutning 31. maj. På grund af coronavirus er løbet i stedet blevet udskudt, så det nu efter planen skal køres fra 3. til 25. oktober.

Giro d'Italia er det store mål

Hans rolle som Giro-leder kommer ikke som nogen overraskelse.

Jakob Fuglsang har tidligere foralt til TV 2 SPORT, at hans sæson var lagt an på en rolle som kaptajn i Giro d’Italia i maj efterfulgt af en fri rolle i Tour de France i juli for at kunne time formen perfekt til OL i Tokyo.

Men alt dette blev ændret, da coronapandemien ændrede cykelkalenderen.

- Jeg tror umiddelbart, at Giroen stadigvæk kommer til at blive mit hovedmål for sæsonen, nu hvor alt andet er røget. Når OL er blevet aflyst, er der også et VM, som bliver endnu mere vigtigt, og som også skulle passe mig rigtig godt, sagde Jakob Fuglsang til TV 2 SPORT i starten af maj.

Kunne man forestille sig, at du kunne finde på at springe Touren over i år for at kunne forberede dig på VM og Giro d’Italia?

- Det kunne man godt. Men det er en beslutning, som ligger ved holdet, sagde Jakob Fuglsang og tilføjer:

- Jeg ved ikke så meget lige nu om Touren. Det, jeg har snakket med holdet om, er, at planen er at forsøge at strikke et program sammen, så jeg er klar til Giroen som mit hovedmål. Men altså som situationen er lige nu, så må vi se, hvordan det hele kommer til at forløbe.

35-årige Jakob Fuglsang har kun en enkelt gang før deltaget i Giro d'Italia. Det var tilbage i 2016, hvor det endte med en samlet 12.-plads. Det bedste etaperesultat var en andenplads.