Cykling

Dumoulin drømmer om sejr i Paris-Roubaix inden karrierestop

Et skifte fra asfalt til brosten. Og en deltagelse i Paris-Roubaix. Det er noget, Tom Dumoulin vil nå, inden karrieren slutter.

Brosten har der ikke været meget af i Tom Dumoulins karriere, men det vil han lave om på.

Den hollandske Jumbo-Visma-rytter, vil nemlig lave samme skifte i sin karriere, som Bradley Wiggins gjorde.

Fra tidskørsel til brosten. Nærmere bestemt vil han køre Paris-Roubaix. Og det er ikke nok for ham blot at deltage. Det skal være muligt at køre med om sejren.

- Det er på min liste over ting, jeg skal nå inden jeg dør. Jeg vil køre det én gang med grundig forberedelse, siger Tom Dumoulin til cykelsiden Wielerflits ifølge Cycling Weekly.

Vil slutte karrieren på brosten

Indtil nu har Dumoulin fokuseret på at køre tidskørsler og etapeløb det meste af karrieren, men nu har han hentet inspiration fra Bradley Wiggins, og det skifte han lavede sent i sin karriere.

Fra tidsspecialist til at have fokus på klassikerne.

- Jeg kan virkelig godt lide, hvordan Bradley Wigigns håndterede det. I årevis fokuserede han på at vinde en Grand Tour og på lange tidskørsler.

- Derefter flyttede han dette fokus i de sidste to år af sin karriere og kørte klassikerne. Det kunne jeg virkelig godt lide. Jeg vil gerne gøre det på den måde, siger Dumoulin, som vandt Giro d'Italia i 2017.

Kun én gang tidligere i sin karriere har Grand Tour-stjernen forsøgt sig med et brostensløb. Det var Flandern Rundt i 2012, og her formåede han ikke at krydse målstregen.

I 2018 sluttede han som toer i både Tour de France og Giro d'Italia. Og i det meste af 2019 har han været ude med en skade.

Dumoulin har ikke sat et tidspunkt på, hvornår han vil give sig i kast med Paris-Roubaix. Så målet er indtil videre stadig at vinde sin anden Grand Tour-titel først.