Carlos Sastres Tour-sejr fik Armstrong til at gøre comeback
Da Carlos Sastre vandt Tour de France i 2008, tænkte Lance Armstrong, at han da også kunne vinde for ottende gang.
Du kan se dokumentaren 'LANCE' på TV 2 og TV 2 PLAY i juli.
Han havde allerede vundet Tour de France syv gange og var dermed den mest vindende i det store franske etapeløb.
Men Lance Armstrong skabte store overskrifter i 2009, da han vendte tilbage til cykelsporten på Astana-holdet, hvor han skulle dele kaptajnrollen med Alberto Contador.
Lysten til at vende tilbage fik han, da han sad og så 2008-udgaven af Tour de France. Her var det spanske Carlos Sastre, der kørte for CSC-holdet, som løb af med sejren.
Og det gav Armstrong blod på tanden.
- Jeg så Touren i 2008, og Carlos Sastre vandt. Jeg sagde til mig selv: ’Åh, herregud. Carlos Sastre?’ Jeg tænkte, at hvis han kunne vinde Touren, kunne jeg også komme tilbage til cykelsporten og vinde Tour de France igen, siger Armstrong i ESPN’s nye dokumentar ’LANCE’ ifølge AS.
Armstrong vandt som bekendt aldrig sit ottende Tour de France, men fik i stedet frataget alle sine syv sejre og indrømmede brug af doping.
Texanerens daværende holdkammerat Alberto Contador vandt Touren i 2009, imens Armstrong er slettet fra den tredjeplads på resultatlisten, som han ellers endte på.
Armstrong elsker Jan Ullrich
Carlos Sastre er dog ikke den eneste tidligere cykelrytter, som Armstrong vender i sin nye dokumentar.
Da amerikaneren vandt sine syv Tour de France-sejre fra 1999 til 2005, måtte han i de sidste udgaver kæmpe en hård kamp mod tyske Jan Ullrich. Lance Armstrong fortæller dog i dokumentaren, at selvom de var konkurrenter på vejene, var deres forhold helt anderledes, når de ikke sad på cyklen.
- Jeg elsker ham, siger en rørt Lance Armstrong i sidste del af dokumentaren ifølge CyclingWeekly.
- Han var den vigtigste person i mit liv. Der var ingen andre ryttere, der skræmte mig eller motiverede mig. Men han fik mig tidligt ud af sengen.
Det tætte forhold kom til udtryk i 2018, hvor Lance Armstrong besøgte en ramt Jan Ullrich og lagde et billede op på Instagram.
- Det var så fedt at bruge dagen med denne mand. Han var virkelig en helt særlig rival for mig. Han skræmte mig, han motiverede mig og fik i sandhed det bedste frem i mig. Ren klasse på cyklen, skrev Lance Armstrong på sin Instagram til et billede af de to tidligere stjerner dengang.
Jan Ullrich, der selv vandt i 1997, formåede at køre sig på podiet seks gange yderligere, men har også fået frataget sin andenplads fra 2005 på grund af en dopingdom i forbindelse med den omfattende Operation Puerto-sag.
I 2013 indrømmede den nu 44-årige tysker selv at have brugt ulovlige præstationsfremmende midler i løbet af sin karriere. Herefter har han haft nogle svære år, hvor han flere gange har været på kant med loven og har kæmpet med et stof- og alkoholmisbrug.