Cykling

Coronapausen gavnede profil, efter han følte 'den værste smerte i sit liv'

Michael Woods har kæmpet sig tilbage på cyklen, efter han brækkede sit lårben i marts. Ander Gillenea / Ritzau Scanpix

Coronapausen kom belejligt for canadiske Michael Woods, der brækkede sit lårben i marts.

Da han lå der i grøften og følte en enorm smerte, troede han, at sæsonen var forbi.

Men da 33-årige Michael Woods forlod Paris-Nice i en ambulance tilbage i marts, indtog coronavirussen samtidig store dele af Europa. Det betød, at alle løb blev suspenderet på ubestemt tid.

Dette tænkte EF Education First-rytteren dog slet ikke på, da han styrtede, efter han var nødsaget til at køre ud i græsset i siden af vejen på en nedkørsel på 5. etape.

- Da jeg løftede mit ben, knækkede det over på midten, og kun den øverste del kom med op. Smerten var ikke kun fysisk, men også mental med det samme. At vide at OL, Touren og VM var væk – og følelsen af at knogle smuttede, da jeg løftede mit ben, var virkelig deprimerende, siger Michael Woods til VeloNews.

- Jeg vidste med det samme, at det var brækket på grund af følelsen og lyden. Det gjorde ondt med det samme, og det er et meget dårligt tegn. Man mærker normalt ikke smerten med det samme, da der er så megen adrenalin i kroppen. Men det var den værste smerte, jeg nogensinde har følt.

Har lært vigtig lektie i livet

Den canadiske cykelrytter har siden kæmpet hårdt for at komme tilbage i løbsform, og det har hjulpet på gejsten, at OL og Tour de France er blevet udsat.

Dette var nemlig Woods’ store mål, og derfor er drømmene fortsat i live for cykelrytteren.

- Det var aldrig meningen, at jeg skulle brække mit lårben. Og jeg har aldrig ville have en global pandemi. Men begge ting har lært mig en vigtig lektie i livet og har fået mig til at indse, hvor heldig jeg er.

- Selvfølgelig ville jeg ikke have, at der skulle komme en pandemi. Men hvis den skulle komme, er det bedre, at det sker nu. Jeg har ikke misset noget som helst, siger Michael Woods.

Woods fortæller videre, at bruddet sad et godt sted på hans lårben, og han har undgået at få skader på ledbånd og sener. Han satser på at være tilbage, så han kan nå sine store mål.

Michael Woods har store resultater på cv’et såsom en sejr i Milano-Torino i 2019, en etapesejr i Vuelta a Espana fra 2018 samt en andenplads i Líege-Bastogne-Liege fra samme år. Det år vandt han også en bronzemedalje ved VM.