Cykling

Navnesponsor trækker sig fra World Tour-hold

Greg van Avermaets hold, Team CCC, stopper som sponsor. Gonzalo Fuentes / Ritzau Scanpix

CCC stopper som hovedsponsor for cykelholdet af samme navn ved årsskiftet.

Fremtiden er usikker for World Tour-holdet CCC.

Hoved- og navnesponsor CCC trækker sig nemlig ved udgangen af 2020, da den polske virksomhed er hårdt ramt af coronaviruspandemien. Det er et år før den oprindelige udløbsdato på sponsoratet.

Derfor skal en ny navnesponsor ind, hvis holdet skal fortsætte i 2021.

Det siger holdejer Jim Ochowicz i et indlæg på holdets hjemmeside.

- Når vi ser frem mod 2021-sæsonen, vil CCC ikke længere være navnesponsor, så vi leder nu aktivt efter en ny navnesponsor.

- Vi befinder os i en tid uden fortilfælde, men vi har tillid til, at der findes firmaer, der vil investere i cykling, særligt når man ser på den globale vækst i cyklings popularitet, der har været de seneste måneder.

- Med Continuum Sports-ejerskab og licens er vi vokset fra et amerikansk kontinentalhold i 2007 til et af de største World Tour-hold i feltet, og vi har intentioner om at fortsætte under en ny sponsor, siger holdejeren.

Belgieren Greg Van Avermaet er den største profil på det nuværende CCC-hold. Det polske hold råder også over Matteo Trentin, der blev slået af danske Mads Pedersen på opløbsstrækningen i kampen om VM-guldet i 2019.

CCC tiltrådte som hovedsponsor 2019. Før det var holdet kendt som BMC Racing Team. Profiler som Philippe Gilbert, Cadel Evans, George Hincapie og Richie Porte har tidligere repræsenteret holdet.