Cykling

Froome bør forlade INEOS, hvis han ikke vinder Touren i år, siger Hinault

Chris Froomes kontrakt med Team INEOS udløber efter denne sæson. Giuseppe Cacace / Ritzau Scanpix

Hvis ikke Chris Froome får den nødvendige opbakning i årets Tour de France, skal han forlade Team INEOS. Det mener Bernard Hinault.

Får Chris Froome den hjælp, han skal have, kan han så vinde sit femte Tour de France?

Det er spørgsmålet inden årets Tour de France, der begynder 29. august, hvor Team INEOS stiller til start med tre kaptajner – Egan Bernal, Geraint Thomas og Chris Froome.

Da Egan Bernal er forsvarende Tour-vinder og det nye, unge håb, tyder meget på, at Froome skal håbe på andres nedtur, for at han kan få holdets opbakning.

Tour-legenden Bernard Hinault, der har vundet løbet fem gange, mener, at alt dette meget vel kan gøre, at Froome forlader det britiske storhold efter denne sæson.

- Hvis han ikke vinder Touren i år, fordi han ikke har modtaget støtte fra sine holdkammerat, er det bedre at skifte til et andet hold, hvor han er sikker på, at han er den eneste kaptajn i Tour de France, siger Bernard Hinault til hollandske AD.

'Bernal har en fordel'

Team INEOS har indtil videre kun meldt ud, at de stiller til start ved Touren med tre kaptajner, og så må løbet og rytternes dagsform afgøre, hvem der køres for.

I den forbindelse har Hinault ikke meget fidus til Chris Froome, da Egan Bernal virker som det sikre kort at spille på.

- Det er et problem, som INEOS selv har skabt. De har tiltrukket nogle af de bedste ryttere – Bernal, Thomas og Froome – så de kan vinde Touren hvert år. Og de vil alle vinde.

- Bernal har en fordel. Han er meget ung og meget talentfuld. Bernal er fremtidens rytter, siger Hinault.

Det har tidligere været rygtet, at Froome overvejer at forlade INEOS, da hans kontrakt udløber efter denne sæson. Et mindre godt resultat i Tour de France kan måske gøre dette til virkelighed.

Tour de France starter 29. august i Nice i Sydfrankrig og slutter 20. september i Paris.

Du kan se Tour de France på TV 2 og TV 2 PLAY.