Cykling

Tidligere Team Sky-hjælper får fire års karantæne

Kanstantin Siutsou har fået sin dom for den positive dopingprøve, han afleverede i 2018. Jorge Guerrero / Scanpix Denmark

Hviderussiske Kanstantin Siutsou har forbud mod at køre cykelløb i fire år, efter han nu har modtaget sin dom for brug af dopingpræparatet EPO.

Han har for længst stoppet sin karriere, men nu er det slået fast med syvtommer søm.

Kanstantin Siutsou kommer ikke til at køre nogen cykelløb lige foreløbigt, efter den Internationale cykelunion, UCI, har udsendt en pressemeddelelse, hvor de skriver, at den 37-årige hviderusser har fået en fireårig karantæne fra cykelsporten.

Dommen kommer næsten to år efter, at Kanstantin Siutsou testede positiv for erythropoientin, EPO, i en antidopingprøve taget uden for konkurrence den 31. juli 2018.

På daværende tidspunkt kørte Kanstantin Siutsou sin anden sæson for Bahrain-Merida, hvor han netop var blevet forbigået til holdets Tour de France-trup.

Dedikeret hjælperytter

Han stoppede umiddelbart efter karrieren i en alder af 36 år. En karriere, der primært blev brugt som hjælperytter på store hold, men som også gav nogle enkelte store personlige resultater.

Hviderusseren kørte fire sæsoner for Team Sky fra 2012-2015, hvor han i de to første sæsoner var med til at vinde Tour de France med henholdsvis Bradley Wiggins og Chris Froome.

I 2009 vandt han en etape i Giro d’Italia, mens han kørte for Team Columbia-HTC. På samme hold sikrede han sig en samlet niendeplads i den italienske Grand Tour i 2011.

I Danmark huskes han måske bedst for sit spektakulære styrt i Post Danmark Rundt i 2015. Her sad han i udbrud på kongeetapen til Vejle, hvor han væltede på de berømte brosten ved Hopballegård.

Karrieren bød i alt på 15 sejre, hvoraf de syv var nationale mesterskaber i både enkeltstart og linjeløb, mens han i 2005 blev U23-verdensmester foran Thomas Dekker og danske Mads Christensen.