Tour de France

Jesper Hansen skrotter Tour-drøm

Jesper Hansen satser benhårdt på Giro d'Italia i den reducerede og komprimerede cykelsæson. Anne-christine Poujoulat / Scanpix Denmark

Den danske klatrer genstarter sæsonen i Polen Rundt, men det store mål i efteråret bliver Giro d’Italia, hvor han endnu ikke kender sin rolle.

De professionelle cykelryttere begynder så småt at vænne sig til tanken om at køre rigtige cykelløb igen.

Virtuelle cykelløb og skøre udfordringer glider længere og længere i baggrunden, og med søndagens slovenske mesterskab var der for første gang i tre måneder officielt cykelløb i Europa.

Det har også givet anledning for cykelholdene til at komme ud på træningssamlinger rundt om på kontinentet. Blandt andet har det franske World Tour-hold Cofidis været ude at besigtige Tour de France-starten i Nice.

Holdets danske rytter, Jesper Hansen, var dog langt fra de sydfranske landeveje på træningstur nær forældrenes sommerhus i Midtjylland. Og det var der en god grund til.

- Som det er lige nu, så er planen, at jeg skal køre Giroen. Det er derfor, jeg ikke er med på den der træningssamling, siger Jesper Hansen til TV 2 SPORT.

- De har lavet to små træningssamlinger. En med dem, der skal køre Milano-Sanremo og en med dem, der skal køre Touren, og det skal jeg så ikke.

Selvom 29-årige Jesper Hansen indtil videre har måttet nøjes med at træne hjemme i Danmark, så føler han sig på rette vej.

- Det går fint med træningen, men det er altid svært. Man skal helst ud at køre nogle løb, før man rigtigt kan mærke det. Tit så skal man også lige have et par løb, før formen kan blive rigtigt god.

Satser på Giroen

Den danske bjergrytter håber at genstarte sæsonen i det første store etapeløb efter pausen, Polen Rundt, inden det altså skal handle om Giro d’Italia.

- Det kommer til at være mit store mål i efteråret. Som det er lige nu, så er planen, jeg skal starte i Polen Rundt og så Lombardiet Rundt og så Giroen, som det store mål.

Det kommer til at være kort og intensivt, når løbene først går i gang, så man skal være klar fra start

Jesper Hansen

Danskeren ved dog endnu ikke, hvad hans rolle bliver i den italienske Grand Tour, der starter den 3. oktober.

- Det har vi slet ikke snakket om endnu. Så langt er vi ikke nået i planerne. Lige nu håber man bare på, det bliver til noget, og så ser man på det andet bagefter, siger Jesper Hansen.

- Folk begynder at blive lidt optimistiske, men man er stadig usikker på, hvad der kommer til at ske, og om vi får lov til at køre. Men vi forbereder os, som om vi får lov.

Giver det en chance i Polen

Inden fynboen stiller til start i Polen Rundt den 5. august, satser han på at komme på både en almindelig træningslejr i Norge og en højdetræningslejr i Livigno, hvis ellers udenrigsministeriets rejsevejledninger tillader det.

De forberedelser er netop med det polske løb i sigte. Her kan en god start nemlig blive afgørende for resten af den reducerede sæson.

- Jeg håber på at være i så god form som muligt, når det starter. Det kommer til at være kort og intensivt, når løbene først går i gang, så man skal være klar fra start.

- Jeg vil se, om jeg ikke kan sidde fornuftigt med. Det er vigtigt at starte godt ud, når der er så få løb. Også for at være sikker på at få nogle flere løb efterfølgende. Det er et af de større løb, og der er også nogle små bjerge i, så jeg håber, det bliver godt, siger Jesper Hansen.

Polen Rundt bliver kørt fra 5.-9. august. Sidste år vandt det danske talent Jonas Vingegaard en etape undervejs, mens Pavel Sivakov vandt løbet samlet.

Jesper Hansen kørte i 2019 sin første sæson for det franske hold Cofidis, hvor han blandt andet deltog i Vuelta a Espana

Håber på VM

Får Jesper Hansen en god sæsonstart, kan det samtidig give en gulerod i form af en VM-deltagelse.

Verdensmesterskaberne er planlagt til at blive kørt i den sidste weekend af september i Schweiziske Aigle på en stærkt kuperet rute. Et terræn, der passer Jesper Hansen glimrende.

- Jeg har tænkt på, at det er en hård rute, så hvis jeg gør det godt, kunne der jo være mulighed for at komme med der. Det kunne være meget fedt.

Her ville fynboen rolle sandsynligvis blive som hjælperytter for Jakob Fuglsang.

- Det er altid fedt og en stor oplevelse. Hvis en Jakob Fuglsang satser på det, så kan det jo blive rigtig godt, siger Jesper Hansen.

Der er dog fortsat tvivl om, hvorvidt Schweiz bliver klar til at afholde en stor international begivenhed som VM, hvorfor Qatar har meldt sig på banen.

Det mellemøstlige land vil med sine varme temperaturer kunne afholde mesterskabet senere på året, hvor det ikke ligger klemt inde mellem Tour de France og Giro d’Italia.

Her vil det dog blive på en primært flad rute, hvor Jesper Hansen ikke ville kunne gøre sig gældende.