Cykling

Dansker har ’overordentlig gode muligheder’ for at komme med til Tour de France

Danskeren kører for Trek-Segafredo - her er han blandt andet holdkammerat med Mads Pedersen. Anne-christine Poujoulat / Scanpix Denmark

Den tidligere Virtu Cycling-rytter er i første omgang glad for at være en del af bruttotruppen. Ekspert vurderer, at hans chancer er mere end gode.

Fredag satte Trek-Segafredo navne på de ni ryttere, der udgør bruttotruppen til Tour de France. Og det var med en glædelig besked til to danskere.

Både verdensmesteren Mads Pedersen og bjergrytteren Niklas Eg var nemlig blandt de ni, der har mulighed for at stå på startstregen den 29. august i Nice.

Inden Tour-starten skal én sorteres fra, men i første omgang glæder det Niklas Eg at være en del af bruttotruppen.

- Det er et kæmpe klap på skulderen. Det er det, man drømmer om som cykelrytter – at komme til at køre Tour de France, siger Eg til TV 2 SPORT, der til gengæld er mere henholden, når det kommer til at vurdere sin egen chance for at komme med.

- Det er svært at sige. Jeg kigger også på de andre, der er med i bruttotruppen, og jeg kan godt se, at det er nogle hurtige gutter. Jeg har nok en bedre idé om, hvor jeg står, når vi begynder at køre cykelløb igen.

Trek-Segafredos bruttotrup til Tour de France

Bauke Mollema, Richie Porte, Jasper Stuyven, Niklas Eg, Alex Kirsch, Toms Skujins, Edward Theuns, Mads Pedersen og Kenny Elissonde.

'Derfor jeg begyndte at cykle'

Niklas Eg og holdkammerater tager på træningslejr i juli, inden cykelsæsonen begynder i slutningen af samme måned.

Og hvis der ikke var motivation nok for den spinkle dansker i forvejen, så er der det i hvert fald nu.

- Det er en stor motivationsfaktor bare at være en del af bruttotruppen. Jeg prøver bare at blive i boksen og træne godt hele tiden. I den sidste ende er det det eneste, jeg kan gøre, siger han.

Den danske Trek-Segafredo-rytter har tidligere kørt lige op med den forsvarende Tour-vinder, Egan Bernal, i bjergene i ungdommens Tour de France.

Det er da også i bjergrytter-rollen, at Eg gør sig forhåbninger om at blive en værdifuld hjælper.

- Jeg skal vise mig frem i det kuperede terræn som hjælper for Richie Porte og Bauke Mollema. Det er der, jeg skal vise, at jeg er pladsen værdig, vurderer han.

Ekspert spår 'overordentlig gode' muligheder

Modsat den 25-årige cykelrytter er TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen temmelig klar i spyttet omkring Egs chancer for at komme med.

- Hans muligheder er overordentlig gode, hvis han ikke bliver ramt af uheld.

Han vurderer, at danskeren kommer til at slås med luxembourgske Alex Kirsch. Niklas Eg er stærkere end sin konkurrent i det mere kuperede terræn, og akkurat som Eg selv vurderer Chris Anker, at netop det kan blive afgørende.

- Bauke Mollema og Richie Porte skal have hjælp i bjergene. Her er Eg værdifuld. Det kan være meget risikabelt, hvis de kun tager én bjerg-hjælper med, siger den tidligere cykelrytter med henvisning til Kenny Elissonde, som han vurderer som værende sikker.

Niklas Eg (forrest) under en etape i Critérium du Dauphiné i 2019.

Chris Anker ser i det hele taget udtagelsen som et stort klap på skulderen.

- Bare det, at han er i spil, viser, at holdet tror på ham. Det er kæmpestort for ham, siger han.

Årets Tour de France skulle oprindeligt være begyndt den 27. juni. Grundet coronapandemien er starten dog rykket til den 29. august.