Cykling

Mads Würtz forlænger kærligheden med World Tour-hold

Mads Wûrtz Schmidt kommer til at cykle i yderligere to år med Israel Start-Up Nation. Alain Jocard / Ritzau Scanpix

De næste to år skal Mads Würtz Schmidt cykle for Israel Start-Up Nation.

2020 er fyldt med kærlighed for Mads Würtz Schmidt.

Senere i år skal han giftes med sin forlovede, og søndag har han offentliggjort en forlængelse af sit partnerskab med World Tour-holdet Israel Start-Up Nation.

Det holder den danske cykelrytter på holdet i yderligere to år.

- Jeg er på et hold nu, hvor alt er godt, og hvor jeg kan vokse. Mit mål med holdet er at vinde en klassiker og gøre det godt i éndagsløbene og mindre etapeløb. Jeg vil køre finaler og kæmpe for sejren, siger Würtz Schmidt.

De store mål er Flandern Rundt og Paris-Roubaix i oktober. Men optakten til Flandern bliver en anelse anderledes. En uge før cykelmonumentet skal han giftes.

- Jeg er forelsket i min kommende kone og med holdet, og jeg håber, dette vil give mig et boost. Jeg ser det som min bryllupsrejse at køre klassikerne med Israel Start-Up Nation, lyder de forelskede ord.

Det overbeviste mig om, at jeg er kommet til et perfekt hold

Mads Würtz Schmidt

Godt samarbejde med Nicki S.

Kærligheden for holdet begyndte at blomstre allerede i vinter.

På en træningslejr på Mallorca mødte Mads Würtz Schmidt sine kollegaer for første gang. Alt lige fra ryttere til personale.

- Det var der, det for første gang gik op for mig, at jeg var kommet til et super professionelt hold. Måden, som alle arbejde sammen. Rytterne, sportsdirektørerne, soigneurs og mekanikerne. Det overbeviste mig om, at jeg er kommet til et perfekt hold, siger danskeren.

Han fremhæver særligt sit samarbejde med sin landsmand og tidligere cykelrytter Nicki Sørensen, som er sportsdirektør på holdet.

- Vi deler den samme mentalitet. Han er god at snakke med - også om private ting - og vi ændrede nogle detaljer i mit træningsprogram over vinteren. Jeg mærkede forbedringerne med det samme.

Mads Würtz Schmidt har tidligere cyklet for Katusha Alpecin, Team Trefor, ColoQuick og Cult Energy.

Han blev U23-verdensmester i enkeltstart i 2015.

I år var hans bedste resultat en sjetteplads på anden etape af Paris-Nice, inden coronavirussen satte en stopper for alle cykelløb.