Cykling

Seks danske cykelryttere har kontraktudløb i 2020: Rolf Sørensen vurderer deres chancer

Michael Valgren store mål i foråret bliver Flandern Rundt og Amstel Gold Race. David Stockman / Ritzau Scanpix

Seks danske World Tour-ryttere har kontraktudløb i 2020. Det er et kæmpe problem, siger Rolf Sørensen, der vurderer rytternes muligheder.

Med et kontraktudløb i slutningen af en sæson, vil man gerne ud og vise sit værd.

Det har de seks danske World Tour-ryttere med kontraktudløb i udgangen af året ikke haft mulighed for.

Det er et kæmpe problem, mener Rolf Sørensen, cykelekspert på TV 2 SPORT.

- Der jo ikke er nogen, der for alvor er blevet set endnu. Det man nåede at køre i februar og marts, er der jo ikke rigtig nogen, der husker mere. Der er panik og nervøsitet, siger Rolf Sørensen.

Jesper Hansen skal ud og vise sig frem

En af de danske cykelryttere, der har kontraktudløb i udgangen af året, er den 29-årige Cofidis-rytter Jesper Hansen. For ham er det vigtigt snart at komme op på cyklen igen.

- Jeg håber på, at sæsonen bliver til noget, så jeg får muligheden for at vise mig frem. Lige nu er det jo lidt på standby det hele, og vi ved ikke rigtigt noget, siger Jesper Hansen til TV 2 SPORT.

Danskeren var i sidste sæson uheldig med skader og sygdom.

- Jeg tror gerne de vil have, jeg viser noget. De kan også godt forstå, jeg har været uheldig, men ja, de havde jo også håbet på, jeg kunne vise noget mere, end hvad jeg gjorde sidste år. Så det håber jeg jo, jeg kan gøre nu her, når løbene starter igen.

Rolf Sørensen mener også, at Jesper Hansen skal ud og vise sig frem. Læs hans bedømmelse af Cofidis-rytteren samt de fem andre danskere med kontraktudløb i 2020 ved at klikke på billederne herunder.

Danske cykelryttere med kontraktudløb i 2020

Michael Carbel

Michael Carbel.

Michael Carbel

23 år. Kører for NTT Pro Cycling.

Rolf Sørensens vurdering:

Carbel er en vanvittig hurtig rytter, men om han er hurtig nok på World Touren, det ved jeg ikke.

Han skal finde sig selv - han må være meget i tvivl om, hvad han selv kan, fordi han ikke rigtig har prøvet kræfter på den store bane endnu.

Nu har Riis jo taget ham ind, så jeg går ud fra, han forlænger med ham, medmindre han falder fuldstændig igennem.

Foto: NTB SCANPIX / Scanpix Denmark

Andreas Stokbro

Andreas Stokbro.

Andreas Stokbro

23 år. Kører for NTT Pro Cycling.

Rolf Sørensens vurdering:

Stokbro er meget professionel og virkelig seriøs med sin træning. Min vurdering er, at han får en 10-12-14 år lang karriere som professionel og kan, når han er allerbedst, udvikle sig til at vinde lidt cykelløb i ny og næ. Han er ret hurtig og rimelig all round. 

Jeg tror, at Riis beholder ham.

Foto: Torsten Christensen / Riwal Readynez

Michael Valgren

Michael Valgren

Michael Valgren

28 år. Kører for NTT Pro Cycling.

Rolf Sørensens vurdering:

Valgren er en etableret rytter, han får ikke problemer med at finde et hold. 

Vi så ham tidligere i sæsonen på det niveau, vi så ham på til VM sidste år. Der var han ligesom tilbage. Så han skal jo også finde sig selv ligesom alle mulige andre.

Jeg er ret sikker på, han bliver på holdet. Riis vil have ham der. Han kan se nogle ting, som han mener, han kan forbedre hos Michael, og jeg tror, han har det godt med det hold, specielt efter Riis er kommet.

Foto: Marcel Van Hoorn / Scanpix Denmark

Jonas Gregaard

Jonas Gregaard

Jonas Gregaard

23 år. Kører for Astana Pro Team.

Rolf Sørensens vurdering:

Gregaard har kørt fantastisk godt. Han ligner en, der har motoren til at kunne køre på øverste plan.

Jeg tror, han har det der skal til, for at kunne blive på World Touren. Det er ikke en, jeg er nervøs for ikke skal kunne få kontrakt.

Jeg tror, Astana beholder ham. 

Foto: Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix

Rasmus Byriel Iversen

Rasmus Byriel Iversen

Rasmus Byriel Iversen

22 år. Kører for Lotto Soudal.

Rolf Sørensens vurdering:

Han har sådan sporadisk gjort det godt. 

Han er en af dem, der skal køre sig til sin kontrakt. Han skal bevise, han hører til på øverste hylde i de tre måneder, der kommer. Der er ikke plads til at falde igennem og lige pludselig ikke gennemføre løb.

Foto: Lotto Soudal / www.lottosoudal.be

Jesper Hansen

Jesper Hansen

Jesper Hansen

29 år. Kører for Cofidis.

Rolf Sørensens vurdering:

Jesper er en ægte klatrer. Han havde et par år ved Riis, hvor han var allerbedst og sad med Contador, indtil de var 10 mand tilbage. Det er jo sådan noget, vi har håbet og forventet at kunne se fra Jesper. Men det er længe siden, han har været på det niveau.

Jeg ved ikke, hvor godt et match Cofidis er. Jeg vil helt klart hellere have ham på Riis’ eller Nickis hold - eller i hvert fald et engelsktalende hold, det tror jeg vil være vigtigt for ham.

I min verden skal han køre sig til en kontrakt i de tre måneder, der kommer. Jeg vil ikke sige, det er sidste udkald, men han kunne godt risikere at skulle gå ned på et Pro Continental-hold.

Foto: Cofidis

Forfærdeligt år at skulle finde kontrakt, siger Fuglsang

En dansker, der ikke har kontraktudløb i år, er Jakob Fuglsang.

- Det er jo virkelig et forfærdeligt år at skulle ud og finde kontrakt. Både med de få løb, det korte program og måske holdene, der er lidt trængte på økonomien. Jeg er virkelig glad for, at det ikke er mig, der skal ud og finde en ny kontrakt i år, siger Jakob Fuglsang til TV 2 SPORT.

Det tvinger nogle ryttere til virkelig at præstere over en meget kort periode.

- Jeg tror også, det kommer til at afspejle sig i måden, løbene bliver kørt på. Måske sådan mere hektiske.

Rolf Sørensen er enig med Astana-rytteren.

- Cykelløb er jo cykelløb, men jeg tror, at der pludselig kommer nogen, der kan præstere på et nyt niveau mens nogle af dem, som vi er vant til at se præstere godt, kan falde igennem. Selv nogle af de store stjerner risikerer at falde igennem, tror jeg, siger Rolf Sørensen.

Der venter de seks danskere et tætpakket program, når de skal ud og kæmpe for en kontrakt. Se hele programmet herunder.

World Tour-kalender 2020

  • 1. august: Strade Bianche
  • 5.- 9. august: Polen Rundt
  • 8. august: Milano-Sanremo
  • 12.- 16. august: Critérium du Dauphiné
  • 20. - 23. august: Nationale mesterskaber
  • 25. august: GP Plouay
  • 29. august - 20. september: Tour de France
  • 7. - 14. september: Tirreno-Adriatico
  • 11. september: Grand Prix Québec
  • 13. september: Grand Prix Montréal
  • 20. - 27. september: VM i Schweiz
  • 29. september - 3. oktober: BinckBank Tour
  • 30. september: Fleche Wallonne
  • 3. - 25. oktober: Giro d'Italia
  • 4. oktober: Liège-Bastogne-Liège
  • 10. oktober: Amstel Gold Race
  • 11. oktober: Gent-Wevelgem
  • 18. oktober: Flandern Rundt
  • 20. oktober - 8. november: Vuelta a España
  • 21. oktober: Tre dage ved Panne
  • 25. oktober: Paris-Roubaix
  • 31. oktober: Lombardiet Rundt