- Jeg kunne ikke blive ved med at leve med løgnen og utrygheden, siger Riis
Bjarne Riis angrer i høj grad sin dopingfortid og fortæller, det gør ondt at se sine triumfer fra 1990'erne.
En majdag i 2007 kom de berømte ord fra Bjarne Riis på et pressemøde.
- Jeg har taget doping. Jeg har taget EPO.
Ligesom efter flere andre kollegaers dopingindrømmelser måtte Tour de France-vinderen fra 1996 lægge øre til en debat om sit eget eftermæle i sporten.
Men var det egentlig lettere at være Bjarne Riis før eller efter dopingindrømmelsen?
Det blev han spurgt om i forbindelse med programmet Tour de ja-vu pĂĄ TV 2.
- Jeg tror ikke, jeg har fået det spørgsmål før. Det nemmeste for mig personligt vil være at sige, det aldrig har været nemt at være Bjarne Riis. Men det kan vi ikke bruge til så meget. Fordi en del af mit liv har jeg selv valgt.
- Men efter 2007 var det umiddelbart nemmere at være mig. En del tyngde, der faldt fra mine skuldre. Har jeg et godt forhold til det i dag? Absolut. Men for 5-10 år siden var det absolut ikke sjovt. Det var ikke sjovt at blive mindet om det.
- Men jeg er godt klar over, at jeg ikke kan ikke lave det om. Jeg har forsøgt at undskylde så meget, jeg overhovedet kan. Og skal jeg undskylde resten af mit liv, så gør jeg også det. Hvis det er det, der skal til. Velvidende jeg ikke kan lave historien om. Det er skår i det, der skulle have været en stor glæde. Nogle gange er livet sådan.
Et nødvendigt onde
Bjarne Riis fortæller, at doping dengang var et vilkår i branchen. En nødvendighed for at vinde cykelløb.
Han vidste dog godt, at han gjorde noget forkert. Selvom han ikke ligefrem gik og kiggede sig over skulderen i frygt for at blive taget, så lå frygten og ulmede. En forløsning, der først kom efter dopingindrømmelsen.
- Som cykelrytter i 90’erne var det ikke sjovt. Jeg følte, doping var et nødvendigt onde. Sådan var det for mig. Men at leve under de vilkår var ikke sjovt.
- Vi ved, at dem, der vælger at leve sådan i dag, når ikke langt. Så heldigvis er det kun få. Men at leve i frygt for at blive nappet er aldrig rart. At bære rundt på en løgn og den utryghed tærer rigtig meget. Jeg kender mig selv godt nok til, at jeg ikke kunne blive ved med at leve under det, siger han.
Havde ikke noget valg end at lyve
Den dag i dag stĂĄr ordet doping nederst i hans egen personlige bog. Et sort ord.
Men i 90'erne løj han flere gange over for dansk presse og folk hjemme i stuerne om at have taget doping.
- Det havde jeg det rigtig skidt med. Hvis jeg sagde, jeg var ligeglad, ville det være en endnu større løgn. At være på landsdækkende tv og sige det. Jeg har tit tænkt over det de seneste år. Hvorfor og kunne man have gjort det anderledes? Men i momentet følte jeg ikke, jeg havde noget valg. For hvad var konsekvensen? Jeg kunne ikke overskue konsekvensen, siger han.
Bjarne Riis har indrømmet, at han tog doping fra 1993 til 1998. Han stoppede karrieren i 2000.