Riis så kaptajnen tabe Touren med otte sekunder: - Det var uvirkeligt og brutalt
Bjarne Riis var holdkammerat med Laurent Fignon på Super U-holdet, da franskmanden tabte Tour de France med otte sekunder til Greg LeMond.
Tour de France 1989 forløb over 87 timer, 38 minutter og 35 sekunder, hvor der blev kørt 3285 kilometer.
Alligevel var det blot otte sekunder, der skilte vinderen, amerikanske Greg LeMond, fra løbets nummer to, franske Laurent Fignon, efter det hele blev afgjort på 21. og sidste etape.
Meget utraditionelt var det en 24,5 kilometer enkeltstart, der skulle afgøre Tour de France. Inden etapen førte Laurent Fignon løbet med 50 sekunder, men da samtlige ryttere var kommet i mål på Champs-Élysées, havde Fignon tabt løbet med otte sekunder.
- Det var totalt uvirkeligt. Selvfølgelig var vi skuffet. Vi havde kæmpet en hel Tour for ham og håbet indtil det sidste, og så misser det med sølle otte sekunder, erindrer Bjarne Riis 31 år senere i TV 2-programmet Tour de ja-vu.
LeMond overraskede med nyt tiltag
Bjarne Riis var i 1989 holdkammerat med Laurent Fignon på det franske Super U-hold, og efter Fignon havde tilbageerobret den gule førertrøje på 17. etape, var alt lagt op til, at han skulle triumfere i hjembyen, Paris.
Der var bare én altafgørende detalje, der fik betydning for den endelige sejr. Til Tour de France 1989 mødte amerikanske Greg LeMond for første gang op med tribøjlen på sin enkeltstartscykel, hvilket gav ham en kæmpe aerodynamisk fordel, når han liggende over styret bragede af sted på landevejene.
Allerede på 5. etapes 73 kilometer enkeltstart havde LeMond vist, at han kunne skabe en afgørende forskel. Hos Super U-holdet havde man dog regnet med, at 50 sekunders forskel var nok inden de sidste 24,5 kilometer til Champs-Élysées. Det fortæller Bjarne Riis.
- Jeg tænkte, han kørte den hjem. Det var en forholdsvis kort enkeltstart, men vi vidste også godt, at Greg LeMond var ret hurtig med sit nye styr. Der var selvfølgelig en vis spænding, men Fignon havde været stærkeste mand i Touren bortset fra enkeltstarterne, hvor Greg Lemond kørte rigtig stærkt. I dag ved vi hvorfor. Fordi det styr var genialt at køre med.
Første parket til historieskrivning: - Brutalt og meget specielt
Alligevel var Riis og co. overbevist om, at Fignon nok skulle køre den hjem. De havde så småt åbnet champagnen, inden Fignon skulle starte. Men allerede ved første mellemtid kunne de se, LeMond kørte stærkt. Da de to førende havde vendt ved Triumfbuen, gik det op for Super U-holdet, at det blev rigtig snert. Og til sidst måtte holdkammeraterne, den franske befolkning og cykelverdenen konstatere, at de blev vidne til historie. Den mindst mulige margin i en Tour-sejr nogensinde.
- Touren 1989 var noget helt specielt. Fignon tabte med otte sekunder, efter han havde vundet Giroen få måneder forinden, ført næsten gennem hele Touren og været den stærkeste. Og så blev han slået med otte sekunder. Det var hårdt for ham, men det var også hårdt for os, hans hjælperyttere.
- Vi havde givet alt, hvad vi kunne for ham hver eneste dag. Og så mistede vi det hele med otte sekunder på Champs-Élysées. Det var brutalt og meget specielt. Det var meget emotionelt for os alle sammen, mindes Bjarne Riis, der selv blev nummer 96 i klassementet det år - to timer, tre minutter og 37 sekunder efter vinderen, LeMond.
'Hvordan er det, han ser ud?'
Også Jesper Skibby, der kørte for TVM-holdet og blev nummer ti som bedste dansker på sidste enkeltstart, kommer aldrig til at glemme, hvad der skete. Tydeligst husker han dog synet af LeMond.
- Det var revolutionerende, hvad han kom med. Vi tænkte jo: "Hvordan er det, han ser ud? Kan han ikke bare tage tilbage til USA, hvis man skal se sådan ud, når man kører på cykel." Vi snakkede om, det ikke kunne være rigtigt, og vi regnede med, Fignon ville vinde. Senere gik det op for os, netop styret, hans hjelm og aerodynamiske stil var med til at sikre ham Tour-sejren, siger Skibby.
Afgørelsen på Tour de France efterlod franskmændene lamslået. Tour-triumferne fra 1983 og 1984 stod ikke længere som det, man huskede Laurent Fignon for. Han vil for altid stå i historiebøgerne som manden, der tabte Tour de France med otte sekunder.
Laurent Fignon døde i 2010 af kræft, efter han få uger forinden var fyldt 50 år.