Cykling

Floyd Landis vågner som en lort hver dag, siger Armstrong om tidligere hjælper

De var sammen på en mission, men så ville hjælperen selv smage sejrens sødme. Mere end et årti senere sitrer bitterheden stadig i Lance Armstrong.

Foragten lyser ud af øjnene på Lance Armstrong, som han sidder der på sin stol på den lille scene, klar til at svare på spørgsmålet, der netop er levet leveret.

Den karismatiske amerikaner, der selv er foragtet af mange for forførelsen af det meste af verden i et spind af bedrag og løgne, kan og vil ikke tilgive den tidligere holdkammerat Floyd Landis.

Jeg vil være meget specifik omkring Floyd Landis. Der vil aldrig være et forhold. Aldrig!

Lance Armstrong

Han svarer bestemt med et stålsat blik foran den lille forsamling, der har fået lov til at deltage i arrangementet, hvor de kan stille spørgsmål til den syvfoldige vinder af Tour de France. I bedste Lance Armstrong-stil griner han lidt af manden med spørgsmålet.

Spørgeren ømmer sig nemlig en smule, da han rejser sig fra sædet. Han har ondt i kroppen efter at have cyklet 2,5 kilometer. Det gør Armstrong grin med – resten af forsamlingen morer sig også.

Men latteren fortoner sig, da spørgsmålet er leveret, for det handler om noget så alvorligt som forholdet til Floyd Landis, der tilbage i 2010 leverede en bombe i form af massevis af e-mails om tiden som cykelrytter med Lance Armstrong som holdkammerat. E-mails med insider-viden om texanerens systematiske brug af doping.

- Jeg vil være meget specifik omkring Floyd Landis. Der vil aldrig være et forhold. Aldrig! Jeg har det fint med at tilgive og glemme de fleste mennesker i den her historie og bare komme videre. Der er nogle få, hvor jeg ikke er der endnu. Og Floyd er en af dem. Du kan ikke bare.

Lance Armstrong fuldfører ikke sætningen, men afbryder nærmest sig selv med en afsluttende konstatering.

- Det er ikke tilgiveligt!

Forklarer sig i ny dokumentar

Scenen er en af mange fra dokumentaren 'LANCE', som kan ses over to afsnit lige nu på TV 2 PLAY. Første afsnit kan desuden ses klokken 22.15 i aften på TV 2.

Det store amerikanske sportsmedie ESPN tager turen helt fra start med Lance Armstrong, fra han bliver født af sin kun 17-årige mor i Texas, dedikationen til sport i teenageårene, kampen mod den alvorlige kræftsygdom, vejen til berømmelse og anerkendelse via Tour de France-triumfer, doping, løgne og manipulation.

Vi får historien om det store fald med dopingindrømmelser, fratagelsen af Tour-titlerne og udskamning til følge. Og vi får historien om livet anno 2020 for manden, der engang var ham, alle verdens ledere og kendisser ville fotograferes med.

Fakta er, at I en mafia-situation har gruppemedlemmerne hinandens ryg, hvis der skulle ske noget. Sådan virker det ikke her. De dolker dig i ryggen

Floyd Landis

I filmen medvirker et hav af kilder, de fleste med direkte indflydelse på Lance Armstrongs liv. Alle har historier, der hver især er med til at skabe det store billede af hovedpersonen.

Fra den stolte mor, den hårdhændede stedfar, de nære barndomsvenner og den imponerede ungdomstræner får vi et indblik i Lance Armstrongs vej mod livet som professionelle cykelrytter.

Og via børn, kærester, journalister, konkurrenter og holdkammerater får vi indblik i livet med doping og det konstante bedrag som en stor del af virkelighed for Lance Armstrong.

Lance Armstrong i sin ikoniske gule trøje, som han senere fik frataget.

Hjælperen fik nok

Han sidder i sin lille virksomhed, Floyd’s of Leadville, der sælger naturmedicin baseret på cannabis, i byen Leadville i staten Colorado, USA.

Floyd Landis ligner sig selv. Den tætbyggede mand, der havde alle cykelsportsinteresseredes øjne rettet mod sig i årene, hvor han først var den tro hjælper for fænomenet, manipulatoren og verdensstjernen Lance Armstrong og senere selv kørte sig til sejr i Tour de France 2006 – dopet til op over begge ører.

Landis har stadig ikke den samme pondus som Armstrong, når han taler. Udtrykket er mere afdæmpet og blikket mere flakkende end den selvsikre landsmand. Han kunne sidde ved baren på enhver amerikansk bar med en burger og Budweiser uden at gøre det store indtryk.

Hvis vi skriver kontrakt med Landis, så får vi ikke en invitation til Tour de France. Og jeg ved, at det var en tidsindstillet bombe

Johan Bryuneel

Sammen med det almindelige udseende er der en snert af bitterhed, når han taler om Lance Armstrong og tiden som professionel cykelrytter. Floyd Landis fik nemlig ikke en hjælpende hånd af Lance Armstrong eller andre i cykelmiljøet, da han havde allermest brug for det - og ikke mindst havde forventet det.

- Fakta er, at I en mafia-situation, hvor ordet (Omertá, red.) stammer fra, har gruppemedlemmerne hinandens ryg, hvis der skulle ske noget. Sådan virker det ikke her. De dolker dig i ryggen. Så jeg tænkte; ”jeg tog en kugle for jer. Jeg kæmpede. Jeg gjorde, hvad der var forventet af mig.” Og så, når jeg kommer tilbage, siger de; ”Nej, du er ikke velkommen. Og ved du hvad? Det er en forandret situation. Kontrakten gælder ikke. Og sådan er det.”

Floyd Landis og Lande Armstrong startede som holdkammerater, men så blev de ærkefjender.

Da Landis nogle år efter sin karantæne for brug af doping under Touren i 2006 ville tilbage på den store cykelscene, kunne han ikke få en kontrakt. End ikke hos Team RadioShack, der havde Lance Armstrong som tilbagevendt rytter og medejer samt Johan Bryuneel som ledende holddirektør. To personer, han troede, ville række en hjælpende hånd ud til en mand i nød.

- Jeg ved, at hvis vi skriver kontrakt med Landis, så får vi ikke en invitation til Tour de France. Og jeg ved, at det var en tidsindstillet bombe. Men hvad vil du have, jeg skal gøre, lyder den spørgende forklaring fra Johan Bryuneel, der selv er udelukket fra international cykling på livstid for sin rolle i dopingskandalen, der fældede Lance Armstrong.

Floyd Landis kører side om side med Lance Armstrong under Tour de France 2004.

Der var ingen hold, der ville have Floyd Landis, som følte sig ført bag lyset. Derfor satte han nogle afgørende stød ind på sine tidligere venner.

En sen aftentime i april 2010 besluttede han sig for at skrive til Steve Johnson, præsidenten for det amerikanske cykelforbund, USA Cycling, med sin unikke viden om, hvordan det hele havde været snyd og bedrag dengang, han og andre cykelryttere betog og - med dopingstoffer i kroppen - bedrog en hel verden på landevejene.

- Jeg læste ikke engang korrektur på det. Jeg vidste, at hvis jeg læste det igennem, ville jeg skifte mening. ”Jeg trykker send, og så er det gjort. Jeg er gået ned ad en vej, og jeg kan ikke vende om,” fortæller Landis om den aften, han havde fået nok og sendte den første e-mail.

Lance Armstrong var kaptajnen, der krævede respekt. Det endte med at koste hjælpere ryttere en efter en. Video: TV 2 SPORT

Landis var med til at fælde Armstrong

I mailen beskrev Landis blandt andet, hvordan Johan Bruyneel introducerede ham til dopingstoffer, og hvordan Lance Armstrong havde lært ham om dopingstoffernes virkning, og hvordan blodtransfusion skulle foregå.

LANCE ARMSTRONG

  • Født: 18. september 1971 i Piano, Texas, USA
  • Blev professionel cykelrytter i 1992
  • Hold som aktiv cykelrytter: Motorola (1992-96), Cofidis (1996-97), US Postal (1998-2004), Team Discovery Channel (2005), Astana (2009) og Radioshack (2010-11).
  • Største resultater efter august 1998, som nu er slettet efter dopingafsløringerne: Samlet sejr i Tour de France 1999-2005 og nummer tre 2009, nummer fire i Vuelta a España 1998, samlet sejr i Tour de Suisse 2001, samlet sejr i Criterium du Dauphine 2002-03.

Senere gik det op for Landis, at han skulle stå til ansvar for alt det, han havde skrevet. Og så sendte han flere mails med flere afslørende historier.

- Jeg har det sådan lidt, at jeg hellere må skrive nogle virkelige detaljerede historier, så hvis folk læste dem, ville de sige; ”den her fyr har enten en overdrevet livlig fantasi, eller også er der noget om det.” Jeg havde ingen håndgribelige beviser. Vi optog ikke noget. Så der er ikke nogen måde at bevise det på.

- Men jeg tænkte; ”hvis jeg virkelig går i detaljer i de her historier, så vil folk i det mindste sige, at det er en fascinerende historie og læse den. Om ikke andet,” lyder forklaringen tilført et lille skævt smil fra Floyd Landis.

Han virker tilfreds med at have leveret sit store bidrag i det, der var med til at fælde Lance Armstrong.

Det er hårdt at lyve overfor andre mennesker. Det er jeg ikke god til. Lance er meget meget god til det

Floyd Landis

Lance er god til at lyve

Floyd Landis var ikke dygtig nok – hverken til at snyde eller styre folkene omkring sig, som hans kaptajn havde været det, dengang han havde vundet.

I 2006, året efter Lance Armstrong i første omgang havde indstillet karrieren med sin syvende Tour de France-sejr på stribe, blev Landis ellers hyldet på podiet i Paris efter netop at have vundet Tour de France. Han havde bevist, at han også kunne vinde verdens største cykelløb.

Floyd Landis blev hyldet efter sin Tour-sejr i 2006.

Kort efter blev han testet positiv for brug af doping og frataget sejren.

Han blev nærmest latterliggjort. Det havde været for tydeligt for alle, især i bagklogskabens klare lys, at hans imponerende og overraskende 120 kilometer lange soloudbrud på 17. etape ikke havde kunnet lade sig gøre uden brug af doping.

Og forsikringerne over for den samlede verdenspresse fra amerikaneren om, at han skam ikke havde været dopet, blev fremført usikkert.

- Det er hårdt at lyve overfor andre mennesker. Det er jeg ikke god til. Lance er meget meget god til det. Faktisk er han bedre til at lyve, end han er til at fortælle sandheden. Han er ikke komfortabel i at være sig selv. Men jeg var ikke god til det. Og det var det, han forsøgte at lære mig. ”Hey Floyd. Du skal være mere selvsikker i det her.” Og det var jeg bare ikke god til,” forklarer Floyd Landis eftertænksomt, dog uden at komme nærmere ind på, hvornår og i hvilken sammenhæng, Armstrong instruerede ham i at være mere selvsikker.

Floyd Landis har ret i, at Lance Armstrong ikke havde de samme udfordringer med at levere den ene løgn efter den anden. I filmen bliver Lance Armstrong spurgt om, hvordan det var at skulle se sig selv i spejlet ovenpå den ene løgn efter den anden. Svaret kommer prompte.

- Ikke et problem. Ikke et problem. Jeg retfærdiggør eller forsvarer det ikke. Men jeg siger dig, at det ikke var et problem. Det en del af det. Jeg var vant til det. Og det var en del af spillet. Man bliver immun over for det. Jeg mener, det er vanvittigt. Det er vanvittigt at høre mig selv sige det, men det er rigtigt, fortæller Lance Armstrong og virker overrasket over sin forklaring af, hvordan han gang på gang kunne forvisse journalister og efterforskere om, at han ikke var dopet.

Armstrong havde 'ti tusinde løgne'

I kølvandet på Floyd Landis’ mange e-mails offentliggjorde amerikanske anti-dopingagentur, USADA, i oktober 2012 en mere end 1000 sider lang rapport.

Heraf fremgår en detaljeret beskrivelse af, hvordan Lance Armstrong med bistand fra læger og sportsdirektør Johan Bruyneel planlagde systematiseret brug af doping. Armstrong blev kort efter frataget alle sine syv Tour de France-titler af den internationale cykelunion, UCI.

Blot tre måneder senere, i januar 2013, kunne Lance Armstrong ikke benægte mere. Han stod frem på den helt store tv-scene hos talkshow-værten Oprah Winfrey og indrømmede offentligt, at han havde snydt og bedraget på sin vej mod sejrene.

I 2013 indrømmede Lance Armstrong i et tv-interview med Oprah Winfrey, at han var fyldt op med forbudte medikamenter, da han fra 1999-2005 vandt Tour de France.

Indrømmelserne kom efter, at han ellers altid var gået til modangreb på angreb alle, der anklagede eller bare insinuerede, at han havde gjort brug af doping. Den del af spillet forholder han sig også til i dokumentaren:

- Ingen dopingmisbrugere er ærlige. Det er man ikke. Den eneste måde, man kan dope sig og være ærlig, er, hvis ingen nogensinde spørger dig. Og det er urealistisk. Sekundet, nogen spørger dig, lyver du. Det kan være en enkelt løgn, fordi man svarer på det en gang. Eller i mit tilfælde kan det være ti tusinde løgne, fordi man svarer på det ti tusinde gange. Og så tager man det et skridt videre. Man forstærker det. Og man siger; ”fuck dig, du skal aldrig stille mig det spørgsmål igen!”

Ikke alle får en undskyldning fra Armstrong

I filmen fortæller Lance Armstrong, at han er ked af sin opførsel og den skade, han har påført mange mennesker. Men det er ikke alle, der er indbefattet i Armstrongs beklagelser.

Floyd Landis er stadig ikke meget mere værd for Lance Armstrong end det skidt, de to amerikanere begge fyldte deres kroppe med for at vinde. Bedst eksemplificeret ved en scene fra dokumentaren:

Lance Armstrong: ”Det kunne være værre. Jeg kunne være Floyd Landis.”

Journalisten: “Hvad, bo i Leadville?”

Lance Armstrong: “Vågne som lort hver dag.”

Journalisten: “Det er det, du tror?”

Lance Armstrong: “Ja, ja. Det er, hvad jeg ved. Det er ikke noget, jeg tror. Det ved jeg.”

Se hele dokumentaren 'LANCE' lige nu på TV 2 PLAY: