Cykling

Dansk rytter ser personlig fordel i 'helt vildt' Froome-skifte

Mads Würtz Schmidt glæder sig til at få Chris Froome som holdkammerat. Alain Jocard / Ritzau Scanpix

Mads Würtz Schmidt ser frem til at få Chris Froome som holdkammerat. Et skifte, danskeren ser en mulig personlig fordel i.

Chris Froome nærmest rimer på Grand Tour-succes. Og i særdeleshed Tour de France-succes.

Det ved den danske cykelrytter Mads Würtz Schmidt også så udmærket.

Og blandt andet derfor er danskeren yderst glad for, at han fra årsskiftet bliver holdkammerat med netop den firedobbelte Tour de France-vinder på Israel Start-Up Nation-holdet.

For en tilknytning af Froome betyder med stor sandsynlighed et øget fokus på Grand Tour-succes. Og dét kan give Würtz en fordel i de såkaldte klassiker-løb, lyder danskerens egen analyse.

- Nu er det først fra næste år, men jeg har allerede vendt det med Nicki (Sørensen, sportsdirektør, red.) faktisk. Når en mand som Froome kommer ind – med sine hjælperyttere – så kan det være, der ikke er plads til en stor klassiker-stjerne. Og det kan måske betyde, at jeg bliver en af de ledende ryttere i klassikkerne. Så det kan være meget godt for mig.

- Og samtidig med at jeg også skal vise mig stabil i Grand Tours, så jeg forhåbentlig kan få lov at stille til start i Touren i Danmark næste år med en kaptajn, der kører for at vinde. Det ville være stort, siger Mads Würtz Schmidt til TV 2 SPORT.

Og danskeren glæder sig da også enormt til at få en ny - ganske særlig - holdkammerat:

- Det er helt vildt faktisk. Jeg vidste godt, at holdet havde ambitioner, men jeg havde ikke lige regnet med, at de var så store – og at det skulle komme så hurtigt efter bare ét år på World Touren. Det bringer os lige pludselig op i en helt ny række. Så det er lidt crazy.

Mads Würtz Schmidt har været en del af Israel Start-Up Nation-mandskabet siden begyndelsen af 2020, og i juni forlængede han sin kontrakt med holdet for yderligere to år. På holdet er også danske Nicki Sørensen ansat som sportsdirektør.

Froome-ankomst betyder store ændringer

Britiske Chris Froome har cyklet for INEOS - tidligere Sky - siden 2010, og det er her, han har vundet alle sine store titler. Men efter et årti på samme hold skifter Froome altså fra 2021 til Israel Start-Up Nation, hvor briten har fået en lang kontrakt, der gælder helt til slutningen af hans karriere.

Og TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen er sikker på, at den prominente nyansættelse kommer til at betyde store ændringer på Israel Start-Up Nation-holdet, der er bygget på det tidligere Katusha-mandskab.

- Der kommer til at ske store ting. Når Chris Froome kommer, så kommer der sandsynligvis også nogle hjælpere med. Han vil gerne have nogle velkendte hjælperyttere med, som han stoler 100 procent på. Der er også behov for det, for han skal have nogen, der kan sidde med ham i bjergene, siger Chris Anker Sørensen, der også ser Froomes ankomst som en mulighed for personlig succes til Mads Würtz Schmidt:

- Der kommer til at ske meget på holdet. Men jeg er enig med Mads. For klassikerne kan det potentielt være godt for Würtz, for der bliver ikke råd til at købe en stor stjerne til de løb. Alle pengene bliver brugt på at skabe det bedst mulige Tour-hold.

Men selvom skiftet allerede nu er blevet meldt ud til offentligheden, så træder aftalen først i kraft fra årsskiftet. Derfor skal Chris Froome køre for Team Ineos i resten af den igangværende 2020-sæson, hvor det store fokus - som sædvanlig - er Tour de France.

Og netop det faktum, at Froome først kommer i den nye sæson, giver 26-årige Mads Würtz håb om, at han kan køre frit under årets Tour de France. Hvis han kommer med.

- Jeg håber meget på, at jeg kommer til at køre Touren. Og det er måske godt nok, at det først bliver fra næste år, for så er der lige en sidste Tour med mulighed for at køre om en etapesejr. Det bliver der nok ikke så meget mulighed for fra næste år, siger Mads Würtz Schmidt.

Chris Froome vandt Tour de France i 2013, 2015, 2016 og 2017, og derudover har han også vundet de to andre Grand Tours. Vuelta a España i 2011 og 2017 samt Giro d'Italia i 2018.

Mads Würtz Schmidt kørte Tour de France i 2019 med en plads som nummer 117 til følge. Israel Start-Up Nation har endnu ikke udtaget holdet til Tour de France 2020.