Cykling

Stjerne hylder Riis-effekt - kan 'tydeligt se forskellen'

Mark Cavendish har vundet 146 sejre i karrierens løb, herunder 30 etaper i Tour de France. Giuseppe Cacace / Ritzau Scanpix

Den britiske supersprinter Mark Cavendish glæder sig over at se forbedringerne på sit forhenværende hold, NTT.

Fra 2016 til 2019 kørte Mark Cavendish for det sydafrikanske hold Dimension Data, der nu hedder NTT.

I den periode gik holdet fra over 25 sejre i både 2016 og 2017 til færre end 10 de to efterfølgende år.

Siden da er Bjarne Riis kommet til som medejer og sportslig leder, og resultaterne kan allerede aflæses i sejrene. Inden corona-nedlukningen vandt holdet seks løb på mindre end halvanden måned.

Cavendish skiftede i denne sæson til Bahrain McLaren, men glæder sig over, hvad Riis har tilført holdet.

- Jeg er virkelig glad på mit gamle holds vegne. Det har forbedret sig så meget, siden Bjarne kom til. Man kan tydeligt se forskellen, siger Mark Cavendish til TV 2 SPORT.

I både 2018 og 2019 blev det til blot 7 sejre per år til holdet, der blev voldsomt kritiseret.

- Før trådte holdet vande, og nu vinder de løb konstant. Det er Bjarne-effekten. Det er så dejligt at se. Der er en god gruppe af mennesker på holdet, og når man ser, hvordan lederskabet bliver ændret og fungerer, er det specielt, siger Cavendish.

Mark Cavendish har vundet 146 sejre i karrierens løb, herunder 30 etaper i Tour de France.

I 2016 tilførte han holdet 10 sejre, men siden er det blot blevet til 2 efter både mentale og fysiske problemer.

På mandag kan du i programmet TV 2 Retour høre Mark Cavendish fortælle om nogle af de største momenter i karrieren.

Dansker bemærkede forskel

Danske Michael Valgren kom til holdet i 2019 efter en sæson, hvor han vandt forårsklassikerne Amstel Gold Race og Omloop Het Nieuwsblad med Astana.

På det nye hold er det efterfølgende ikke blevet til en eneste sejr.

Da holdet var på træningslejr i januar - kort efter Riis' indtog på holdet - bemærkede Valgren da også en stor forandring.

- Bjarne har været her i fire-fem dage, og det har løftet holdet på en eller anden måde. Vi sidder længere ved middagsbordet og snakker, og der er bare en eller anden ild i øjnene på holdet. Det er fedt, og det er det, vi har manglet, sagde Valgren til TV 2 SPORT.

- Bjarne er pisse god til at observere. Han kan give dig en masse god feedback. Han kom hen til mig og sagde: "Du ser fandeme godt ud". Og jeg tror, han mener det, for ellers siger han det ikke. Men det løfter mig, og jeg bliver lige to centimeter højere. Sådan nogle små ting gør så meget for en cykelrytter, for vi er så meget mentalt på. Hvis du får ros fra ledelsen og Bjarne, så er du klar.