Cykling

Cavendish nyder at køre på hold med gammel rival: - Vi kunne ikke udstå hinanden

Mark Cavendish har efter nogle hårde år genfundet glæden ved cykling, efter han er skiftet til Bahrain-McLaren.

Se Tour de France fra 29. august på TV 2 og TV 2 PLAY

Han var i en lang årrække synonym med sejre, men siden Tour de France for fire år siden er det gået voldsomt ned ad bakke for Mark Cavendish.

Med 30 etapesejre er han historiens næstmest vindende i Tour de France. Jagten på Eddy Merckx' 34 sejre er dog blevet forpurret af sygdom, styrt og mentale problemer.

Nu er psyken og fysikken ved at vende tilbage til normalen for den 35-årige brite, og så føler han igen glæden ved at være på et hold efter vinterens skifte fra Dimension Data til Bahrain-McLaren.

- Jeg er et rigtig godt sted lige nu hos Bahrain-McLaren. Jeg har mennesker omkring mig, som jeg har kendt hele mit liv, og vi har en tætknyttet gruppe, siger Mark Cavendish til TV 2 SPORT.

- Heinrich Haussler har været min rival i ti år. Vi kunne ikke udstå hinanden. Og han er min bedste ven på holdet. Vi har en så sammentømret gruppe nu. Sådan har jeg ikke haft det længe. Det giver mig ikke alene lyst til at køre cykelløb, men også til at vinde.

Jeg ville ikke køre, hvis jeg ikke troede, jeg kunne vinde

Mark Cavendish

At Haussler skulle blive Cavendishs bedste ven, havde ingen regnet med for ti år siden.

Sammenhold giver succes

Her forårsagede briten et voldsomt styrt tæt på målstregen under en etape i Schweiz Rundt, som sendte flere ryttere i asfalten. Heriblandt Haussler, der efterfølgende missede Tour de France.

- Jeg har intet at sige til ham. Folk kan mene, hvad de vil om, hvad der skete. Styrt sker, men ikke sådanne styrt. Jeg har virkelig ingen respekt for ham som rytter eller som person, sagde Haussler knap et år efter hændelsen.

Men nu er stridshanerne altså blevet forenet på Bahrain McLaren, og Haussler har også været ude og tale i store vendinger om Cavendish over for Cyclingnews.

Og for Cavendish har det enorm betydning at være et sted, hvor han føler glæde. Generelt - og altså ikke kun ved at cykle.

- Jeg har aldrig ment, at jeg er et fysisk talent. Meget af det er mentalt. Jeg er gladest, når jeg har gode mennesker omkring mig. Når jeg er glad, gør jeg det godt, siger han.

- Vi tilbringer så meget tid væk hjemmefra sammen med vores holdkammerater. Jeg tror på, at den største faktor i forhold til succes eller fiasko er sammenholdet på holdet. Det tror jeg virkelig på.

Tre år med sygdom og styrt

Mark Cavendish fortalte i slutningen af 2019, at han har døjet alvorlige mentale problemer.

Alt sammen trækker tråde tilbage til starten af 2017, hvor han fik konstateret kyssesyge. Sygdommen kostede en masse løb og træning, men han nåede at blive klar til sommerens Tour de France. Det sluttede dog efter få dage, hvor han i et voldsomt styrt brækkede et skulderblad.

Mark Cavendish styrtede 200 meter før mål i en dramatisk finalespurt på 4. etape. Video: Bo Bentsen

2018 bød på en række styrt og et exit fra Tour de France, da han røg uden for tidsgrænsen, og kort efter fik han endnu engang konstateret kyssesyge. Touren blev derfor hans sidste løb i 2018.

Sidste år blev han vraget til Touren og blev ikke noteret for én eneste sejr

Alderen betyder intet

Men Cavendish tror på, at han kommer tilbage nu, selvom han er blevet 35 år gammel. Og selvom han fra 2006 til 2016 vandt 144 sejre, mens det siden er blevet til 2.

- Nogle bliver gamle, hvor de vinder 15 løb ét år, 10 det næste, så 5 og så 0. Jeg vandt 4 etaper i Touren og omkring 16 løb i alt (i 2016, red.), og året efter vandt jeg intet. Og jeg har ikke vundet noget siden.

- Der er noget, der ikke stemmer. Det er ikke bare dét at blive gammel. Det var selvfølgelig, fordi jeg var syg.

Han ved endnu ikke, om han skal køre Tour de France i år.

Foråret og forsommeren skulle være brugt på at vise sin nye arbejdsgiver, at han stadig kan køre stærkt og vinde cykelløb. Det satte coronapandemien selvsagt en stopper for.

- Jeg ville ikke køre, hvis jeg ikke troede, jeg kunne vinde. Jeg er ret realistisk, og hvorfor skulle jeg indstille karrieren, når jeg ved, hvorfor jeg ikke har været i stand til at vinde i de seneste år? Det var en anden sag, hvis jeg ikke vidste det.