Cykling

Fuglsang vil ikke afvise skifte til Riis inden dansk Tour-start

Selvom Jakob Fuglsang har kontrakt med Astana næste år, vil han ikke afvise, at han kører for et mere 'dansk' hold i 2021.

Jakob Fuglsang drøner ned ad enkeltstartsrampen med dansk sponsor på trøjen.

Bjarne Riis sidder i sportsdirektørbilen bagved og er i hans ører gennem Københavns gader.

En våd drøm for danske cykelfans. Som bestemt ikke er utopi.

Ganske vist har den danske cykelrytter sin signatur på Astana-kontrakten til og med 2021.

Men det betyder ikke nødvendigvis, at han stiller til start i Tour de France næste år i den lyseblå dragt.

For Fuglsang drømmer også om at blive genforenet med Bjarne Riis, som kom til World Tour-holdet NTT i begyndelsen af året.

- Jeg ved ikke, hvad der sker hos NTT. Det hele har været sat lidt på pause i forhold til rytterforhandlinger, og jeg har stadig et år tilbage af min kontrakt med Astana, så der skal ske noget mærkeligt.

Der skal snakkes med Alexander Vinokourov, hvis kontrakten skal ophæves

Jakob Fuglsang

- Men hvis det skulle lykkes for Bjarne og specielt at hente en dansk sponsor, så kunne det være fedt at starte Touren i Danmark på et så dansk hold som overhovedet muligt, siger Fuglsang i TV 2-programmet Tour de ja-vu.

Havde snak med Riis

Udover team manager Bjarne Riis er der masser af danskere hos Team NTT i denne sæson. Lars Michaelsen som ledende sportsdirektør og den nyligt pensionerede rytter Lars Bak som assisterende sportsdirektør.

Af de aktive ryttere er Michael Valgren, Andreas Stokbro og Michael Carbel på kontrakt.

Jakob Fuglsang kørte for Bjarne Riis' hold i 2009 og 2010.

Skulle det ske, at holdet får tilgang af endnu en dansker, kræver det dog først en snak med Astanas chef.

- Jeg tror, der skal snakkes med Alexander Vinokourov, hvis kontrakten skal ophæves. Alt det her er uden, at der er noget på plads.

- Men sidste år, inden jeg forlængede min kontrakt, snakkede jeg med Bjarne. Blandt andet med hensigt på at kunne starte Touren på et så dansk hold, som det nu kan blive. Det lykkedes så ikke. Så jeg ved ikke, om jeg kommer til at ende min karriere på et kasakhisk hold, eller hvordan det kommer til at se ud.

Specielt i 2019 viste Jakob Fuglsang, at der er meget mere i ham end en klassementsrytter.

Ganske vist vandt han det hårde etapeløb Critérium du Dauphiné, men han vandt også monumentet Liège-Bastogne-Liège, blev nummer to i Fleche Wallonne og nummer tre i Amstel Gold Race. Desuden vandt han en etape i Vuelta a España.

Tour de France begynder næste år i København med en 13 kilometer lang enkeltstart. 2. etape er 199 kilometer lang fra Roskilde til Nyborg. Sidste og tredje etape i Danmark starter i Vejle og slutter 182 kilometer senere i Sønderborg.