Cykling

Fuglsang drømmer om brostensklassiker

Jakob Fuglsang skal i denne sæson køre Giro d'Italia som den eneste Grand Tour. Ander Gillenea / Scanpix Denmark

Jakob Fuglsang har leveret store resultater i flere af monumenterne, men har stadig til gode at stille til start i Paris-Roubaix.

2019 bød på Jakob Fuglsangs bedste forår i karrieren, hvor han vandt Liège-Bastogne-Liège, en andenplads i Fleche Wallone og en tredjeplads i Amstel Gold Race.

For mig ville det være godt, hvis han sadlede om og gik efter klassikerne

Henrik Jul Hansen, cykelekspert på TV 2 SPORT

Danskeren sprudlede i flere endagsløb, ligesom han har gjort tidligere i karrieren. 18 gange har den 35-årige dansker været på startlisten til en klassiker, men han har ikke prøvet kræfter med hverken Milano-Sanremo og Paris-Roubaix.

- Jeg synes, Paris-Roubaix er et løb, man som professionel cykelrytter skal have prøvet. Det er ikke lykkedes mig indtil videre at få lov til at prøve det, siger Jakob Fuglsang i Tour de ja-vu.

- Hvis jeg nu ikke skulle køre Giroen, havde der været en hel klassikerperiode i oktober, hvor man kunne sige, at der var mulighed for både at prøve Flandern Rundt og Paris-Roubaix, fordi sæsonen alligevel er mere eller mindre ovre efter de løb, forklarer Jakob Fuglsang i Tour de ja-vu.

Fem gange i karrieren er det lykkedes Jakob Fuglsang at hive en top 10-placering i hus i klassikerne – tre i Liège-Bastogne-Liège og to i Lombardiet Rundt.

Flandern er også et løb, jeg har spurgt om flere gange, om jeg ikke kunne få lov at køre, men argh, de tøver lidt

Jakob Fuglsang, Astana

Holdet holder igen

Det bliver ikke i denne sæson, at Jakob Fuglsang får debut i Paris-Roubaix. Danskerens efterår kommer blandt andet til at bestå af Giro d’Italia, Tirreno Adriatico og Strade Bianche.

Men selvom Jakob Fuglsang i flere år har drømt om at deltage i Paris-Roubaix, er det ikke så ligetil.

- Det er måske lidt et luksusproblem – nogle gange kan det være svært at vælge. Et hold siger: ”Okay, hvis vi kan vælge at sende Jakob et sted hen, hvor vi er sikker på, at han kan lave et godt resultat eller sende ham til Paris-Roubaix. Ej, så sender vi ham derhen, hvor vi er sikre på, at han kan lave noget”.

- Men jeg håber da ikke, det bliver sådan, at det er mit sidste år som rytter, jeg skal køre Roubaix. Jeg håber, jeg kan få lov at teste det af og køre det flere gange, siger danskeren.

Jakob Fuglsang har også vundetCritérium du Dauphiné to gange i karrieren. Her i 2019.

Også Flandern Rundt er et mål for Jakob Fuglsang. Denne forårsklassiker har danskeren stillet til start til én gang, hvor han blev nummer 25.

- I Flandern går det trods alt opad, når der er brosten – i hvert på størstedelen af pavéerne. Der er vægten ikke så afgørende. Der er det okay at være let, men at have power. I Roubaix siger de, at hvis du er under 70 kilo, kan du ikke rykke nogen steder – det tror jeg ikke på, der er rigtigt, for det gælder også om at kunne køre dem rigtigt.

- Men jo, Flandern er også et løb, jeg har spurgt om flere gange, om jeg ikke kunne få lov at køre, men argh, de tøver lidt, siger danskeren med et smil.

Ekspert: - Han bør sadle om

Foruden klassikerne har Fuglsangs ambition i mange år været en podieplads i en Grand Tour. Her er hans bedste placering en syvendeplads i Tour de France 2013.

I år skal danskeren ikke køre Tour de France, men derimod jagte en topplacering i Giro d’Italia. Ifølge TV 2 SPORTs cykelekspert Henrik Jul Hansen kan danskeren dog have glæde af at skifte fokus på sigt.

- Jeg ved, det er hans drøm at vinde et stort etapeløb. For mig ville det være godt, hvis han sadlede om og gik efter klassikerne, lyder det fra eksperten.

Også Rolf Sørensen vurderer, at Jakob Fuglsang har gode chancer i endagsløbene, men hævder også, at hans drøm om at ende i top 3 i en Grand Tour skal bevares.

Eksperten, der tidligere selv har vundet Flandern Rundt, ser også gode muligheder i netop denne klassiker for Astana-kaptajnen.

- Flandern Rundt skal du bare i gang med. Det er klart, der måske skal være et par holdkammerater, som kan passe på dig hen ad vejen, siger Rolf Sørensen i Tour de ja-vu og tilføjer:

- Men du er jo en virkelig dygtig, teknisk cykelrytter – og Flandern Rundt er et langt løb, hvor positionskampen i de sidste 60 kilometer ikke eksisterer, fordi det bare er benene. For mig at se er det et løb, der næsten er skræddersyet til dig.

Jakob Fuglsangs første løb efter coronapausen bliver Strade Bianche, der køres den 1. august.