Cykling

Sastre hylder Riis for 'den bedste del' af sit sportslige liv

Bjarne Riis fejrer Tour de France-triumfen med Carlos Sastre i 2008. PATRICK HERTZOG / Scanpix Denmark

Spanieren Carlos Sastre vandt for 12 år siden Tour de France, mens han kørte for Bjarne Riis’ mandskab.

Solen skinner, himlen er blå.

Carlos Sastres trøje er hvid, men den skal snart blive gul. Vi er tilbage i 2008, hvor Tour de France-feltet er nået til 17. etape, der slutter på mægtige Alpe d’Huez.

Jeg kunne mærke, at Bjarne nød øjeblikket den dag

Carlos Sastre

Spanieren angriber for foden af det kendte bjerg, og hverken holdkammerater eller konkurrenter kan følge med.

Armene stryger i vejret, da han krydser målstregen – det sikrer ham etapesejren, men også den gule trøje, som han formår at holde helt til Paris.

Carlos Sastres største sejr på cyklen er hjemme. Det er sket med Bjarne Riis på sidelinjen, der igennem seks år har været chef for den lille spanier.

Den samlede sejr i det traditionsrige etapeløb står naturligvis skarpt i hukommelsen hos Carlos Sastre, ligesom hans tid under Bjarne Riis fylder meget hos ham.

- For mig var det den bedste del af mit liv i sporten. Bjarne lærte mig at vinde. Alle ved, at min tid hos Bjarne var op og ned. Der var altid venskab og respekt mellem os.

- Men vi er begge to nogle hårde mennesker. Nogle gange mente vi ikke, at vi behøvede at snakke om tingene. Det var svært. Men Bjarne Riis og hans familie vil altid være i mit hjerte. For de var og er stadige vigtige for mig, fortæller Carlos Sastre i Tour de ja-vu.

I perioden 2002-2008 kørte Carlos Sastre for Bjarne Riis’ cykelhold, og det er særligt Tour de France-sejren, der står som den helt store triumf.

Men ikke alt var fryd og gammen på holdet dengang, og det kom også til udtryk både før, under og efter Tour de France. Vi spoler tiden tilbage til foråret 2008.

Interne problemer mellem profilerne

CSC Proteam med Bjarne Riis i spidsen har store ambitioner. Med kørere som Andy Schleck, Fränk Schleck og Carlos Sastre vil de kæmpe med om de helt store sejre i cykelkalenderen.

På podiet havde Carlos Sastre, Fränk Schleck og Andy Schleck overskud til at smile sammen, men bag lukkede døre var der ikke glade miner.

Men det kan blive svært at gøre i samlet flok. De to brødre og den spanske klatrer er nemlig røget uklar med hinanden, og det får Bjarne Riis til at træffe et drastisk valg forud for Touren.

Han sender brødrene til Schweiz Rundt som optakt til det franske etapeløb, mens Carlos Sastre ryger til Critérium du Dauphiné.

Der er en person, som har skadet og splittet holdet lige fra begyndelsen

Carlos Sastre om Bjarne Riis under Vueltaen 2008

Alligevel er det spanske klassementshåb er stadig ikke klar mentalt til at køre Tour de France. Faktisk vil han trække sig få uger inden. Men det får Bjarne Riis lavet om på.

- Han boede hos mig. Det fik ham i ro - og han fik trænet det, han skulle. Og vi var enige om at prøve at bygge op mod Touren. Her kunne jeg jo så presse ham og sige, at nu kører vi den her rute i dag, og nu gør vi sådan, og nu kører vi de her intervaller.

- Og stille og rolig blev han forberedt og mødte op i Touren i god form. Måske ikke på 100 procent fra starten, men god nok til at være med, har Bjarne Riis fortalt i Tour de ja-vu.

Derfor ender det med, at både Fränk Schleck, Andy Schleck og Carlos Sastre står på holdkortet til Touren i 2008.

- Bjarne nød øjeblikket den dag

Nok er der problemer internt på holdet, men på cyklerne imponerer CSC-rytterne. På 15. etape lykkes det Fränk Schleck at få den gule trøje, og den passer han og holdet på de næste to dage.

Men på 17. etape får Carlos Sastre fokus til at skifte til ham frem for Fränk Schleck. Spanieren sætter et angreb ind på det afsluttende bjerg, og selvom Frank Schleck forsøger at køre fra de andre favoritter og indhente ham undervejs, sker det ikke.

Dermed skifter den gule trøje ejermand internt på holdet efter angrebet på Alpe d’Huez – et træk, som flere i dag fortsat har svært ved at forstå ifølge Carlos Sastre.

Carlos Sastre fejrer sejren på Alpe d'Huez.

Men for Bjarne Riis var det en klar, taktisk disponering, som gik op i en højere enhed. En af hans bedste dage som sportsdirektør siger danskeren selv. Og det bemærkede Carlos Sastre også i sin tid.

- Da jeg valgte at angribe for foden af Alpe d’Huez, var jeg selvfølgelig træt. Motivationen var der ikke 100 procent endnu. Jeg valgte at angribe, og det var ikke let, for Denis Menchov forsøgte at følge efter på det første angreb. Men da jeg kiggede over, så jeg, at han ikke havde det godt. Så jeg angreb igen.

- Jeg kunne mærke energien fra Bjarne Riis. ”Kom så, Carlos, du kan godt. Kom så. 15 sekunder mere. Hold energien oppe. Du flyver i dag”. Jeg kunne mærke, at Bjarne nød øjeblikket den dag. Han pressede mig, og det var et særligt øjeblik, fortæller spanieren.

Sejren i Tour de France bliver en af de sidste for Bjarne Riis og Carlos Sastre, inden deres veje skilles senere samme år. På dramatisk vis.

Riis og Sastre i kødet på hinanden

Tour de France-triumfen er ikke mange uger gammel, da relationen mellem Bjarne Riis og Carlos Sastre begynder at knirke. Måske ligefrem smuldre.

Særligt under Vueltaen bliver det tydeligt for omverdenen, at der er problemer. Her er spanieren også udtaget, men han er langt fra tilfreds med den danske sportsdirektørs beslutninger i det spanske etapeløb.

- Der er en person, som har skadet og splittet holdet lige fra begyndelsen. Han gør det stadig, og denne person har ikke ønsket, at holdet udrettede noget i Vueltaen, sagde Carlos Sastre tilbage i 2008.

Det blev en af spanierens sidste aktioner på det danskejede hold. Og selvom han og Bjarne Riis ikke ligefrem var på julekort i den første tid efter skiftet, taler spanieren i dag i rosende ord om danskeren. Og omvendt.

For nok var deres tid sammen ikke udelukkende rosenrød. Men en overgang var den i hvert fald gul, for det var første og eneste gang, Carlos Sastre vandt Tour de France - og første gang Bjarne Riis lykkedes med bedriften som sportsdirektør.