Tour de France

Mulig Tour-udsættelse var 'chokerende melding' for Rolf Sørensen

Københavns overborgmester, Frank Jensen, ser det som det mest sandsynlige, at Tour de France først kommer til Danmark i 2022.

Om under et år skulle Tour de France have lagt vejen forbi Danmark.

Men torsdag kom Københavns overborgmester, Frank Jensen, med en nedslående nyhed for danske cykelfans, da han meddelte, at besøget med stor sandsynlighed vil blive udskudt med et år på grund af logistiske udfordringer.

En nyhed, der kom bag på TV 2 SPORTs cykelekspert Rolf Sørensen.

- Det er med vildt blandede følelser. Det er da noget af en chokerende melding, må jeg sige.

- Jeg tænker, om der ikke kan være andre løsninger? Kunne man flytte starten fra København til et andet sted i Danmark? Jeg tænker tusinde tanker for, om det måske kan lykkes på andre måder, siger Rolf Sørensen.

Bliver svært at presse ind i 2021

Årsagen til, at den danske Tour-start, der efter planen skal bestå af tre etaper, muligvis bliver udsat, er, at organisationen bag Tour de France, ASO, ønsker at rykke starten en uge tilbage for at undgå at karambolere med linjeløbet ved OL i Tokyo, der er udsat fra i år til 2021.

Men hvis man rykker starten en uge tilbage, vil Tour de France i stedet karambolere med Københavns værtsskab for EM i fodbold, der består af fire kampe i Parken. Det har man ikke ønsket fra dansk side.

Derfor forhandler man nu om en mulig udsættelse af den danske Tour-start, fortæller overborgmester Frank Jensen.

- Vi er der, hvor vi må sige, at det bliver svært at få presset det ind i 2021, og så er det, at 2022 er kommet ind i billedet. Vi har ikke truffet nogen beslutning endnu, siger overborgmesteren til TV 2.

"Så længe det kan lykkes i 2022, er det fint"

Frank Jensen oplyser desuden, at ASO fortsat har et stort ønske om at komme til Danmark, hvorfor en decideret aflysning ikke er på tegnebrættet.

Og Rolf Sørensen er da også optimistisk i forhold til at få Tour-karavanen til de danske landeveje.

- Det er mega professionelle mennesker, vi har med at gøre, så jeg kan da kun forestille mig, at det nok skal ende lykkeligt. Men nu har man jo sat næsen op efter, at det skulle være i 2021. Det er måske lidt egoistisk at sige sådan, men så længe det lykkes i 2022, er det fint.

- Det er en unik begivenhed, som jeg først tror, man kan sætte ord på, når man ser det med egne øjne. Det er fuldstændig fantastisk, at det overhovedet er lykkedes. Så hvis de kan blive enige og skubbe det til 2022, så er jeg mere end glad, siger Rolf Sørensen.

Det franske medie Le Télégramme skrev onsdag, at Bretagne-området er blevet tilbudt starten næste år, hvis de danske repræsentanter og ASO ikke kan finde en løsning.