Cykling

Om ti år vil ingen huske, hvor mange dage jeg havde i trøjen, siger Mads Pedersen

Mads Pedersen ser frem til at vise, at han fortjener VM-trøjen.  Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Verdensmesteren havde set frem til at køre et år i den regnbuefarvede trøje. Sæsonen blev gevaldigt forkortet, men det slår ham ikke ud.

Mads Pedersen kører Vuelta a Burgos tirsdag. Alle fem etaper kan ses på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY

Mads Pedersen stod for en af dansk sports absolut største triumfer i 2019.

Som den første danske professionelle herrerytter vandt han VM i landevejscykling.

Det betyder, at han det efterfølgende år får lov at køre i den regnbuefarvede verdensmestertrøje.

De efterfølgende løb i den ikoniske trøje blev præget af sygdom og knap så prangende resultater, og i 2020 blev sæsonen afblæst efter Paris-Nice på grund af coronapandemien.

Derfor blev et år i trøjen pludselig forkortet til de knap så imponerende sidste måneder af 2019, to etapeløb i 2020 og et par endagsløb. Plus den korte sæson, som World Tour-rytterne nu har i sigte.

'Vil vise, at jeg fortjener trøjen'

Men Mads Pedersen ser positivt på tingene.

- Om 10 år vil ingen huske, hvor mange dage jeg havde i trøjen. Det eneste, folk vil huske, er, at jeg vandt den i Harrogate, sagde han ifølge Cyclingnews på et lille Zoom-'pressemøde' søndag.

- Jeg er bare glad for, jeg vandt et verdensmesterskab, og jeg nyder hvert et moment, jeg kan trække den over hovedet - ligegyldigt om det er en times træning eller et sekstimersløb.

Mads Pedersen i den prestigefyldte trøje efter VM-sejren i september.

Den 24-årige dansker bærer trøjen med stolthed uanset hvad.

- Jeg vil vise, hvor smuk den er, jeg vil ære den. Jeg vil vise, at jeg fortjener trøjen, tilføjede Mads Pedersen.

Verdensmesteren kan se frem til igen at iføre sig trøjen på World Tour-scenen, der byder på et tætpakket program de næste tre måneder.

World Tour-kalender 2020

  • 1. august: Strade Bianche
  • 5.- 9. august: Polen Rundt
  • 8. august: Milano-Sanremo
  • 12.- 16. august: Critérium du Dauphiné
  • 20. - 23. august: Nationale mesterskaber
  • 25. august: GP Plouay
  • 29. august - 20. september: Tour de France
  • 7. - 14. september: Tirreno-Adriatico
  • 20. - 27. september: VM i Schweiz
  • 29. september - 3. oktober: BinckBank Tour
  • 30. september: Fleche Wallonne
  • 3. - 25. oktober: Giro d'Italia
  • 4. oktober: Liège-Bastogne-Liège
  • 10. oktober: Amstel Gold Race
  • 11. oktober: Gent-Wevelgem
  • 18. oktober: Flandern Rundt
  • 20. oktober - 8. november: Vuelta a España
  • 21. oktober: Tre dage ved Panne
  • 25. oktober: Paris-Roubaix
  • 31. oktober: Lombardiet Rundt