Cykling

Ekspert forventer indebrændthed i første store løb siden coronapausen

Mads Pedersen. Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Cykelsæsonen er så småt startet igen, efter sporten lukkede ned 14. marts. Tirsdag starter den første større test i form af løbet Vuelta a Burgos.

Se Vuelta a Burgos direkte på TV 2 SPORT fra klokken 14.55.

Tirsdag får nogle af klodens bedste ryttere atter lov til at konkurrere efter fire måneders pause, når etapeløbet Vuelta a Burgos starter.

Et prominent felt med ryttere som Alejandro Valverde, Remco Evenepoel og Mikel Landa skal i ilden, og TV 2 SPORTs cykelekspert Brian Vandborg glæder sig til at se dem an, selvom det nærmest er umuligt at vide på forhånd, hvor de står i forhold til hinanden.

- Jeg forventer, at der er en masse indebrændte ryttere, der vil vise, at de har trænet godt i coronapausen. Jeg tror, der bliver kørt aggressivt. Men vi ved ikke rigtig noget om formen.

- Rytterne selv og trænerne har nok et rimeligt godt indblik i det, men vi ved ikke synderligt meget, siger Vandborg.

Der skal nok være nogle, der har grebet det fuldstændigt forkert an

Brian Vandborg, cykelekspert

Vuelta a Burgos består af fem etaper med både flade - og bjergetaper. Desuden er det spanske løb blandt andet kendt for en potentiel hård sidevind, der ofte kan blive afgørende.

I år bliver det hele så toppet med, at de fleste har måttet nøjes med at træne uden at konkurrere siden marts.

- Selvfølgelig er der en masse spørgsmålstegn. Jeg glæder mig til at se, hvordan rytterne har tacklet hele den her periode, og hvordan de griber det an nu. Om nogle af dem måske har overvurderet sig selv og har trænet for hårdt og brændt det hele ud allerede.

- Der skal nok være nogle, der overrasker positivt, og der skal helt sikkert nok også være nogle, der har grebet det fuldstændigt forkert an, spår Brian Vandborg.

To favoritter stikker ud

Selvom feltet af stærke ryttere er ganske stort i årets udgave, har cykeleksperten alligevel udset sig to favoritter til den samlede sejr.

Det drejer sig om den 22-årige colombianer Ivan Sosa fra Team INEOS, der har vundet løbet de seneste to år, og den garvede profil Mikel Landa fra Bahrain-McLaren.

- Man er nødt til at nævne Sosa. Han er det her store talent, der på en måde er blevet overhalet indenom af Bernal på den front. Han kommer til at være en af favoritterne.

- Og så går der forlydender om, at Landa er rigtig godt kørende. Ham tror jeg også på. Det er nok de to største favoritter i min optik, siger Brian Vandborg.

Mads Pedersen "vil måle tissemand"

Mads Pedersen, Michael Mørkøv og Christopher Juul-Jensen udgør løbets danske islæt.

Vuelta a Burgos bliver endnu en anledning for førstnævnte til at vise VM-farverne frem, selvom han ikke selv ved, hvordan det kommer til at gå.

- Jeg skal ud og have cykelløbsfarten i benene igen og smerten fra cykelløb. Vi ved overhovedet ikke, hvor vi står i forhold til hinanden, så vi skal ud at måle noget tissemand med de andre, siger Mads Pedersen til TV 2 SPORT.

Brian Vandborg er dog fortrøstningsfuld på landsmandens vegne - især fordi Pedersen er kendt for ikke at spilde sine cykelpauser på sofaen med franskbrød og nutella.

- Han er ikke bange for at træne. Jeg forventer, at han har trænet, som han skulle, og nu er han bare klar til at give den gas. Og jeg tror faktisk, at han får lov til at køre sin egen chance og prøve sig selv af. Måske allerede tirsdag, siger eksperten.

Se Vuelta a Burgos direkte på TV 2 SPORT fra klokken 14.55.