Cykling

Østriger sejrer i første store løb efter coronapausen

Felix Großschartner vandt 1. etape i Vuelta a Burgos efter et angreb med 900 meter til mål.

Du kan se Vuelta a Burgos på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Det bliver østrigske Felix Großschartner, der skal iklæde sig førertrøjen efter 1. etape i Vuelta a Burgos.

Bora-Hansgrohe-rytteren vandt nemlig den første etape i det spanske løb efter et skarpt angreb med under én kilometer til mål.

Ingen kunne følge østrigeren, og han kunne tage en overlegen sejr.

- Jeg tjekkede ruten i går (mandag, red.), og den passede godt til mig. Jeg blev placeret godt af holdet inden stigningen, og så forsøgte jeg derfra. Og hvis jeg blev hentet, så måtte det være det. Men det lykkedes, og jeg er virkelig glad, siger Felix Großschartner kort efter sejren.

Portugisiske João Almeida blev nummer to, Alejandro Valverde blev nummer tre.

Hektisk 1. etape

Flere gange undervejs på etapen var der stor dramatik. Et stort styrt sendte Sebastián Henao og Gijs Leemreize ud af løbet, og kort efter blev feltet splittet i sidevinden.

Det hele blev dog forholdsvist samlet i mål, og her var Großschartner den stærkeste og kan indtage en midlertidig legendestatus i løbet.

Sådan ser resultatet ud af 1. etape.

Løbsarrangørerne ved Vuelta a Burgos har gjort sit ypperste for at afvikle et løb med minimal risiko for coronasmitte. Det betyder blandt andet, at rytterne skal bære mundbind i startområdet, frem til etaperne skydes i gang.

Vuelta a Burgos er det første store etapeløb efter coronapausen, og det kan også ses på startlisten. Blandt andet er stærke ryttere som Mikel Landa, Alejandro Valverde, Ivan Sosa og verdensmester Mads Pedersen til start.

Årets Vuelta a Burgos slutter lørdag efter fem etaper, som byder på godt med kuperet terræn.