Komet er på grænsen til at være halv-arrogant, siger Brian Holm

Remco Evenepoel vandt torsdag 3. etape af Vuelta a Burgos. Det havde hele tiden været planen for den unge selvtillidsfyldte belgier.

- Han er én ud af en million.

Sådan lyder det fra Brian Holm, når han skal beskrive Remco Evenepoel.

Den 20-årige belgier tromler videre i cykelverdenen, hvor han for alvor har slået sit navn fast.

- Han udretter nogle ting, som vi ikke har set før, og historien den gentog så sig selv torsdag, siger Brian Holm til TV 2 SPORT.

Der kunne den danske Quick-Step-sportsdirektør se sit unge supertalent køre alene over målstregen på tredje etape af Vuelta a Burgos.

På grænsen til halv-arrogant, siger Holm

Armene røg i vejret og skulderen fik lige et par vift med hånden. Det er tydeligt en ung mand, der - forståeligt nok - har masser af tro på egne evner.

- Han har selvtilliden og er lige på grænsen til at være lidt halv-arrogant, men også meget morsom, siger Brian Holm.

Han er meget gammeldags, og han gør ikke tingene så forfærdeligt kompliceret

Brian Holm

Nogle gange er selvsikkerheden nærmest for stor ifølge den danske sportsdirektør. Det så man senest på 1. etape, hvor han stak alene af med 40 kilometer til mål.

- Det var lige på grænsen til at være dumt, siger Brian Holm.

Men det er alt sammen lærepenge for Evenepoel. Holm kunne sagtens have kaldt ham tilbage, men lod være.

- Den måde han kører på, det synes jeg egentlig ikke, man skal stoppe.

Sidste år sad Brian Holm også flere gange og tænkte, "hold kæft, hvor er du dum", når Evenepoel satte sig for noget, der næsten var umuligt.

- Men vi besluttede at lade ham gøre det og lade ham lære. Han skal nok vinde sine cykelløb, det vidste vi også godt.

Det unge stortalent er 'meget gammeldags'

Lærepengene bar frugt torsdag, da han vandt en af de to bjergetaper i Vuelta a Burgos. Men at han skulle sejre der, havde han vidst i lang tid.

- Det sagde han allerede på sidste træningslejr for en måned siden, siger Brian Holm.

Han synes især godt om Evenepoels måde at træne på, som blandt andet står på en halv times hometrainer hver dag inden morgenmad.

- Han er meget gammeldags. Han kører utroligt mange kilometer og træner i virkeligheden meget simpelt. Han gør ikke tingene så forfærdeligt kompliceret, siger Brian Holm.

20-årige Remco Evenepoel imponerede på 3. etape af Vuelta a Burgos. Video: Louise Lind

I kommentatorboksen til fredagens løb bekymrede den træning Brian Vandborg en smule.

- Jeg håber, de tænker lidt over, at manden er 20 år. Måske man bare lige skal holde lidt igen med de der kilometer. Jeg tænker, han skal bruge nogle år på fysisk at kunne holde til at køre mange 200 kilometer-ture, sagde Brian Vandborg under kommenteringen.

Samtidig tror han også, at de på Quick-Step har styr på det, og han er fan af idéen om bare at slippe den unge belgier løs.

- Jeg kan godt lide, de giver ham muligheden for at lave nogle fejl. Fordi nogle gange så er det også nemmere selv at få lov at prøve. Det er nok bedre, end hvis der havde siddet en sportsdirektør og råbt ham ind i øret, han skulle lade være, sagde Vandborg.

Lørdag byder på femte og sidste etape af Veulta a Burgos. Det er den anden bjergetape i løbet, og mon ikke vi får endnu mere at se til Evenepoel her. Han fører lige nu løbet med 18 sekunder ned til George Bennett.