Cykling

Quick-Step-boss raser efter styrt: Har meldt sprinter til politiet

Efter voldsomt styrt i Polen Rundt oplyser Patrick Lefevere, at Dylan Groenewegen er meldt til politiet for sin handling.

Deceuninck - Quick-Steps holdchef, Patrick Lefevere, er vred, efter at en af hans ryttere onsdag styrtede voldsomt på 1. etape i Polen Rundt.

Den hollandske mester Fabio Jakobsen havde kurs mod en topplacering og måske endda sejren, da landsmanden Dylan Groenewegen (Jumbo-Visma) kørte ud af sin bane og pressede Jakobsen ind i barrieren tæt på målstregen.

- De bliver nødt til at smide fyren fra Jumbo-Visma i fængsel, skriver Lefevere i et opslag på det sociale medie Twitter.

- Jeg vil tage det i retten. Den slags handlinger skal ud af cykling. Det er en kriminel handling, hr. Dylan Groenewegen.

Torsdag har Patrick Lefevere allerede taget affære ved at anmelde Dylan Groenewegen til polsk politi.

- Jeg kan bekræfte, hvad jeg skrev på Twitter. Vi har allerede sendt en klage til UCI (Den Internationale Cykelunion, red.), og vi har anmeldt ham til polsk politi. Vi vil ikke lade den her sag falde til jorden, siger Quick-Step-chefen, ifølge Ritzau.

Groenewegen blev diskvalificeret for episoden, og løbsarrangørerne overvejer fortsat også yderligere sanktioner mod hollænderen.

Torsdag efter anden etape oplyste løbschefen, Czeslaw Lang, at Fabio Jakobsen er i bedring, og at der ikke er tegn på indre blødninger.

'Vær stærk, min ven'

Umiddelbart efter etapen oplyste Deceuninck - Quick-Step på Twitter, at Fabio Jakobsen blev tilset af læger efter styrtet, der også sendte flere andre ryttere samt en kommissær i asfalten.

Kort efter midnat natten til torsdag kom det belgiske storhold med en opdatering på hollænderens tilstand.

Her var meldingen, at hans situation var alvorlig, men at han var i en stabil tilstand. Diagnostiske undersøgelser viste ikke skader på hjerne eller rygmarv.

Jakobsen ville dog på grund af omfanget af skaderne blive holdt i koma og fulgt nøje af personalet på Wojewódzki Szpital i Katowice.

Torsdag formiddag beretter det belgiske storhold, at Fabio Jakobsen har gennemgået en ansigtsoperation. Hans tilstand er fortsat stabil, og fredag morgen vil lægerne forsøge at vække ham fra koma, ifølge nyhedsbureauet dpa.

Efter etapen lagde Jakobsens holdkammerat Florian Senechal-Staelens et uhyggeligt billede op af sine blodige cykelhandsker på Twitter, men fjernede det senere hen. Til billedet skrev han:

- Jeg var den første, der hjalp Fabio Jakobsen og holdt hans hoved. Ved at kigge på billedet kan man se, hvor chokerende ulykken er. Vær stærk, min ven.

Jumbo-Visma undskylder

Jumbo-Visma undskyldte onsdag aften for episoden i et opslag på Twitter.

- Vores tanker går til Fabio Jakobsen og de andre involverede i dagens forfærdelige styrt i Polen Rundt. Den slags styrt bør ikke kunne ske.

- Vi undskylder, og vi vil internt diskutere, hvad der skete, før vi kommer med yderligere kommentarer, skriver holdet.

Onsdag var det præcis et år siden, at det belgiske stortalent Bjorg Lambrecht omkom efter et styrt i Polen Rundt.