Cykling

Tårevædet stjerne vil holde pause og 'ikke røre cyklen' efter vanvittigt styrt

Dylan Groenewegen påtager sig skylden for styrtet, der sendte Fabio Jakobsen på hospitalet og fik ham diskvalificeret fra Polen Rundt.

- Først tænkte jeg, at det hele nok skulle gå, men nu er jeg i tvivl.

Ordene kommer fra en dybt berørt Dylan Groenewegen.

Det har været nogle særdeles hårde døgn for Jumbo-Visma-rytteren, der slet ikke sov natten efter, han forårsagede det vanvittige styrt, der sendte Deceuninck-Quick-Step-sprinteren Fabio Jakobsen i kunstig koma i to døgn. Det fortæller han i et interview med det hollandske medie NOS.

Selvom Jakobsen fredag blev vækket fra koma, og tilstanden - taget i betragtning at alle knogler i ansigtet brækket - betegnes som god, kommer episoden til at forfølge Groenewegen i lang tid fremover.

Tankerne er lige nu alle andre steder end på at komme tilbage på cyklen.

- Jeg vil ikke røre ved cyklen i øjeblikket. Det er fjernt for mig bare at tænke på at sprinte. Jeg vil ikke engang tænke på cykling de næste måneder. Så må vi se, hvordan det går efterfølgende, siger Groenewegen i interviewet.

Det her var helt klart min skyld. Jeg afveg fra min linje, og det er ikke tilladt.

Dylan Groenewegen

Jumbo-Visma besluttede fredag aften at suspendere Dylan Groenewegen, indtil UCI's disciplinærkomité kommer med en afgørelse i den sag, der er oprettet mod ham.

- Jumbo-Visma står for fair sportsånd inden for reglerne. Med sin manøvre brød Dylan en sportslig regel, og det er uacceptabelt, skriver holdet i en pressemeddelelse, men understreger også, at de vil støtte deres hollandske sprinter.

Groenewegen brækkede angiveligt kravebenet i forbindelse med styrtet, hvorfor han i forvejen måtte holde pause.

Ingen onde intentioner

Styrtet skete få meter fra mål på 1. etape af Polen Rundt, hvor Groenewegen i høj fart fik presset Jakobsen ind i de opsatte barrierer under slutspurten.

Fra det øjeblik, Jakobsen ramte barrieren, var Jumbo-Visma-rytteren klar over, at det ville ende rigtig grumt, men der var det for sent at gøre noget.

- Du ser med det samme, at det ikke er godt. Med det samme ser du hans holdkammerater står rundt om ham. Jeg kan kun håbe på det bedste.

Siden uheldet har Groenewegen modtaget meget kritik fra flere sider, og han har ikke kunne undgå at høre beskyldningerne.

Her går det galt. Det er Fabio Jaokbsens cykel, der hænger i luften, og Groenewegen i gult.

Han slår dog fast, at der på ingen måde var onde intentioner bag sin handling, selvom han erkender, at skylden alene skal placeres hos ham.

- Lad mig gøre det klart, at jeg aldrig bevidst forsøger at skade andre ryttere. Men det her var helt klart min skyld. Jeg afveg fra min linje, og det er ikke tilladt.

Meldt til politiet

Noget af den hårdeste kritik kommer blandt andet fra Deceuninck-Quick-Steps holdchef, Patrick Lefevere, der kort efter episoden røg til tasterne på Twitter og skrev følgende:

- De bliver nødt til at smide fyren fra Jumbo-Visma i fængsel. Jeg vil tage det i retten. Den slags handlinger skal ud af cykling. Det er en kriminel handling, hr. Dylan Groenewegen.

Lefevere har fulgt ordene op med en politianmeldelse af Groenewegen.

Samtidig har Den internationale Cykelunion, UCI, været ude at fordømme Groenewegens handlinger og har ført sagen videre til deres disciplinærkomité.

Jumbo-Visma har ikke en psykolog tilknyttet holdet, men de vil i den kommende tid sørge for, at Groenewegen får professionel hjælp til at bearbejde episoden og skyldfølelsen. Det fortæller holdets manager, Richard Plugge.