Fransk stjerne skifter til Sunweb
Team Sunweb henter et prominent navn til de kommende sæsoner. Den franske bjergrytter Romain Bardet skifter fra AG2R.
Danskertrioen på Team Sunweb får fornemt selskab, når år 2020 bliver til 2021.
Det tyske hold har nemlig skrevet kontrakt med franske Romain Bardet. Aftalen løber i to sæsoner.
- Jeg er virkelig for at have skrevet under med Sunweb. Da jeg overvejede mine muligheder uden for mit nuværende hold, var det vigtigt for mig at finde et hold, der arbejder progressivt og inddrager den nyeste teknologi i forhold til udstyr og andre ting, siger Romain Bardet til Sunwebs hjemmeside.
Den nuværende AG2R-rytter kommer blandt andet til at køre sammen med danskerne Søren Kragh Andersen, Asbjørn Kragh Andersen og Casper Pedersen, når han skifter hold til nytår.
Søger udvikling
I en alder af 29 år har Bardet skabt flere store resultater, men han kæmper stadig for at udnytte sit potentiale til fulde.
- På Team Sunweb får jeg mulighed for at starte uden specifikke forventninger eller specifikke løbsmål. I stedet vil vi fokusere på det basale og fundamentale, og med hårdt arbejde og dedikation vil vi forbedre forskellige færdigheder. Derefter vil vi fokusere på løbsprogrammer og mål, siger Romain Bardet.
Indtil nu har Bardet blandt andet vundet tre etaper i Tour de France, hvor han også er sluttet som nummer to og tre i klassementet. I 2019 vandt Bardet den prikkede bjergtrøje i Tour de France, og derudover er han blandt andet noteret for en andenplads ved VM i Innsbruck.
Ikke overraskende er Sunweb-ledelsen også glad for aftalen med Bardet.
- Vores samtaler har vist, at han er meget opsat på at give alt. Han vil have mest muligt ud af sit potentiale, og han hungrer efter at arbejde sammen med vores specialister for at skabe forbedringer, siger direktør Iwan Spekenbrink.
Romain Bardet blev professionel i 2012. Han har kørt for AG2R lige siden. Oven i Bardets farvel har det franske mandskab præsenteret den olympiske mester, Greg Van Avermaet.