Cykling

Danmark dropper eliteherrernes EM

Kasper Asgreen (tv) vandt sidste år EM-sølv i enkeltstart, hvor han kun blev slået af Remco Evenepoel (th). Vincent Jannink / Scanpix Denmark

De bedste danske cykelryttere bliver ikke en del af hverken enkeltstarten eller linjeløbet ved EM i august.

Økonomi og en sammenpresset cykelkalender på grund af coronapandemien får konsekvenser for den danske deltagelse ved EM.

De bedste ryttere - i den såkaldte elite-række - kommer nemlig ikke med til mesterskabet. Det fortæller landstræner Anders Lund til TV 2 SPORT.

- Det gør selvfølgelig ondt på både mig som landstræner og hele Danmarks Cykle Union, at der bliver kørt et EM, som vi kan se i fjernsynet uden nogen danskere med, når vi har så godt et niveau. Det gør ondt ikke at stille op, siger han.

Danmark stiller til start i junior- og U23-rækken for både mænd og kvinder, mens kvindernes elite også kører.

U23-holdet for herrernes kommer til at bestå af Andreas Lorentz Krohn (Riwal Readynez Cycling Team), Morten Hulgaard (Uno-X Pro Cycling Team), Mads Østergaard Kristensen (ColoQuick), Anton Charmig (ColoQuick), Axel Bech Skot-Hansen (ColoQuick) og Frederik Irgens Jensen (BHS-PL Beton Bornholm).

Resten af holdene offentliggøres senere på ugen.

Linjeløb var allerede tvivlsomt

Landstræneren ærgrer sig især over, at enkeltstarten bliver uden dansk deltagelse, mens deltagelsen i landevejsløbet tidligere på året har været op til diskussion.

I den oprindelige kalender var der nemlig kun to uger mellem EM og VM.

- Det gav nogle udfordringer i forhold til at udtage to hold med så kort varsel og lægge beslag på rytterne i forhold til deres egne holdinteresser. Da det så blev lagt lige omkring Touren, var der andre udfordringer med at få adgang til rytterne, siger Anders Lund.

DM og EM med én dags mellemrum

EM ligger nu fra den 24. til 28. august i Frankrig, hvor verdens største cykelløb, Tour de France, starter dagen efter.

Og de nye datoer fik store konsekvenser for EM-enkeltstarten. Den køres den 24. august, mens DM i enkeltstart ligger dagen inden.

- De to ting kan ikke passe sammen. Man kan ikke køre begge dele, så vi har valgt at prioritere vores eget arrangement; et danmarksmesterskab, som er vigtigere end nogensinde med danske briller, siger Anders Lund.

- Der er ingen tvivl om, at det specielt for vores enkeltstartryttere er en medaljechance, der forsvinder med vores prioritering, og at virkeligheden er, som den er med kalenderplanlægningen.

Ved sidste års EM blev Kasper Asgreen nummer to, mens Martin Toft Madsen indtog en niendeplads.

Prioriterer talenterne

Endelig er der et økonomisk aspekt, hvor der ifølge Anders Lund ikke var penge til både at køre elite og U23 med fuldt setup.

- Dybest set handler det om at prioritere vores fortsatte talentudvikling. Det gør simpelthen mere ondt på U23-klassen ikke at stille op til EM, end det vil gøre for vores elite-ryttere.

- Eliten har så meget andet at køre, hvor det er et supervigtigt vindue for U23-rytterne.

EM skulle oprindelig være kørt i Italien, men er i stedet blevet lagt i franske Plouay.

Grundet coronapandemien blev Tour de France flyttet fra juli, så det i stedet bliver kørt fra 29. august til 20. september.

Netop den 20. september starter VM med blandt andet eliteherrernes enkeltstart.