Cykling

Ekspert: Kæmpe nederlag, hvis der ikke findes ny VM-vært

Mads Pedersen ved endnu ikke, hvor han skal forsvare sin VM-trøje. Andrzej Grygiel / Ritzau Scanpix

Cykelunionen har ikke opgivet at afholde VM endnu og prøver at finde en erstatning. Rolf Sørensen ser det som svært, men håber på det bedste.

Den internationale cykelunion, UCI, har sat sig selv på en svær opgave.

Det sker, efter at de onsdag eftermiddag meddelte, at det er umuligt at afholde VM i Schweiz. Derfor er de nu gået på jagt efter et nyt land og en ny by, der kan give de samme udfordringer, som de schweiziske alper kunne.

Det er svært at lave den type rute, og det sker sjældent

Rolf Sørensen, cykelekspert TV 2 SPORT

TV 2 SPORTs cykelekspert Rolf Sørensen håber, at de kan finde en løsning, selvom det er en stor opgave.

- Man må gå ud fra, at UCI har fået at vide, at der var risiko for aflysning, og at de har været i gang med at lede efter en ny lokation, siger Rolf Sørensen.

- Men kan man nå det? Det er jo umulig at forudsige, men vi kan krydse fingre for, at det kan lade sig gøre. Men hvis det skal være en ligeså hård rute, er der 10-12 lande, hvori det kan lade sig gøre. Det ville være et kæmpe nederlag for UCI, hvis det (en aflysning, red.) sker.

Bliver Mads Pedersens chancer bedre?

Den danske cykelrytter Mads Pedersen er forsvarende verdensmester, og han ved endnu ikke på hvilken lokation, han skal forsvare sin trøje.

Ifølge Rolf Sørensen kan en flytning til et andet land dog gøre, at løbet bliver mindre hårdt, og det er en fordel for danskeren.

- Det er svært at lave den type rute, og det sker sjældent. Det var de store klassementsryttere, som skulle have været i aktion, og det er nu uvist, hvad der sker.

- Man vil gerne lave en ligeså hård rute, men der er en chance for, at den bliver mindre hård. Så får Mads Pedersen jo en bedre chance, siger Rolf Sørensen.

VM kan blive minimeret

Aflysningen skyldes, at Schweiz ikke tillader store arrangementer med mere end 1000 personer før 30. september.

Derfor arbejder UCI på en løsning, og de fortæller, at der kan være flere alternativer, men de håber, at det kan afholdes i Europa og på de nuværende datoer.

- Det kan inkludere nogle eller alle af de forskellige VM-discipliner. Det skal være en by, der kan tilbyde en ligeså krævende rute som Aigle-Martigny (området, hvor VM skulle afholdes, red.), og som derfor vil passe de samme type af ryttere, som havde planlagt at deltage i Schweiz, skriver UCI.

Unionen meddeler, at en endelig beslutning bliver truffet senest 1. september.