Cykling

Schweiz aflyser VM - UCI leder efter ny vært

Schweiz holder fast i forsamlingsforbud, og det går nu ud over VM i cykling. Den internationale cykelunion (UCI) arbejder på et alternativ.

Danske Mads Pedersen skulle i slutningen af september have forsvaret sin regnbuestribede cykeltrøje, som bæres af verdensmesteren i cykling.

Nu får han måske lov til at beholde den lidt længere.

Årets VM i Schweiz er nemlig blevet aflyst, bekræfter den schweiziske VM-arrangør onsdag i en pressemeddelelse.

- Vi er kede af det og skuffede. I knap to år har vi arbejdet hårdt på at organisere et succesfuldt event på en ekstraordinær rute, siger præsidenterne for organisationskomittéen, Grégory Devaud og Alexandre Debons, i en fælles udtalelse.

- Vi ved, at der bør tages nationale og globale helbredsforholdsregler, og vores tanker går til alle, der er ramt.

Holder fast i forsamlingsforbud

Beslutningen kommer, efter værtsnationen Schweiz har forlænget forbuddet mod forsamlinger på mere end 1000 personer frem til 1. oktober.

Det slog forbundspræsident Simonetta Sommaruga fast på et pressemøde tidligere onsdag.

VM skulle være kørt fra den 20. til 27. september i Aigle og Martigny.

UCI arbejder på løsning

Kort efter meddelte UCI, at den arbejder på at finde en løsning, således at 2020-udgaven af VM kan blive kørt.

- Vigtigheden af VM for cykelsporten taget i betragtning vil UCI gerne slå fast, at den arbejder på at finde et alternativt projekt for at sikre, at VM 2020 kan blive afholdt, skriver UCI i en pressemeddelelse.

- Prioriteten er at holde fast i afholdelsen i Europa og i det pågældende tidsrum. Det kan komme til at indeholde alle eller nogle af de planlagte løb.

UCI håber på at finde en løsning seneste den 1. september og er nu på jagt efter en ny vært.

Samtidig slår UCI fast, at den leder efter en rute, der svarer til den hårde en af slagsen, der var planlagt i Schweiz.

Italienske regioner byder sig til

Ifølge Cyclingnews udtalte UCI-præsident David Lappartient i juli, at unionen ikke arbejdede med en plan B for afholdelsen af VM.

Sportsavisen La Gazzetta dello Sport skriver, at de italienske regioner Emilia-Romagna og Veneto har budt sig til som alternativ.

Mads Pedersen blev sidste år højst overraskende verdensmester i landevejsløb som den første mandlige dansker i historien.

Skulle det ikke lykkes UCI at finde en ny vært, således at VM bliver aflyst, vil Mads Pedersen i henholds til UCI's regelsæt fortsætte med at køre i VM-trøjen, indtil der igen bliver afholdt et VM.

I 2016 blev Amalie Dideriksen verdensmester i kvindernes landevejsløb.