Cykling

Her er billederne af 'et mirakel' - Jakobsen går selv ombord på fly

Fabio Jakobsen træder selv ombord på flyet, der skal tage ham hjem til Holland. Andrzej Grygiel / Ritzau Scanpix

Fabio Jakobsen var i så god form onsdag, at han selv gik ombord på flyet til Holland, hvor hans behandling fortsætter.

Den 5. august blev Quick-Step-rytteren Fabio Jakobsen så slemt medtaget i et styrt i Polen Rundt, at han havnede i koma i meget kritisk tilstand.

Otte dagene senere var han - som billeder længere nede i artiklen viser - selv i stand til at forlade ambulancen for at træde ombord på et fly, der tog ham hjem til Holland.

Holdlægen Yvan Vanmol kalder Jakobsens tilstand for et 'mirakel'.

- Når man nu ser, at Fabio er mobil igen, at han kan stå oprejst igen, at han slet ikke har brækket noget i nederste del af kroppen, så ja - så kan man trygt tale om, at der er sket et mirakel, siger Vanmol ifølge Cyclingnews.

Hverken øjne eller hjerne har lidt skade, og selvom han i øjeblikket ikke kan tale, da han har mistet alle tænder og brækket knogler i ansigtet, er også det blot et spørgsmål om tid, ifølge holdlægen.

- Jeg forventer helt klart, at han bliver i stand til at tale igen. Musklerne rundt om munden og læberne var slemt skadede, men de vil hele igen.

For en uge siden troede vi, at han skulle dø

Patrick Lefevere, holdejer, Deceuninck-Quick-Step

Selvom et comeback formentlig ikke sker lige foreløbig, er Yvan Vanmol optimistisk på den unge rytters vegne.

- Jeg kommer ikke til at sige noget om deadlines, men hvis du spørger mig, om Jakobsen bliver cykelrytter igen, er jeg nærmest ikke tvivl og fyldt med håb.

Fabio Jakobsen sidder i den blå dragt inde i ambulancen ved ankomsten til flyet mod Holland.
Fabio Jakobsen får lidt hjælp til at træde ud af ambulancen.
Fabio Jakobsen går mod flyet, der skal tage ham hjem til Holland.
Fabio Jakobsen træder selv ombord på flyet.

- Vi troede, han skulle dø

Tirsdag meddelte Quick-Step, at Fabio Jakobsen ville blive fløjet hjem til Holland for at fortsætte sin behandling.

Og bare det, at sådan en færd var mulig, skabte enorm glæde hos holdets ejer, Patrick Lefevere

- For en uge siden troede vi, at han skulle dø. Det er en fantastisk nyhed, at han nu kan rejse til Holland og være tættere på sin familie, siger Lefevere til det belgiske medie RTBF.

Styrtet skete i finalen på første etape, hvor Fabio Jakobsen blev puffet ud i barrieren af Dylan Groenewegen.

Jakobsen fløj ind over barrieren og blev så slemt medtaget, at han blev opereret i fem timer og måtte i kunstig koma i to døgn.

Samtidig blev Groenewegen suspenderet af sit hold, Jumbo-Visma, på baggrund af handlingen.