Cykling

Fænomen slipper nådigt fra uhyggeligt styrt ud over bro

Remco Evenepoel styrtede voldsomt i Lombardiet Rundt. Undersøgelser har vist, at han har brækket sit bækken.

Med godt 40 kilometer tilbage af sit livs første monument sluttede Remco Evenepoels Lombardiet Rundt.

Det 20 år unge stortalent læste et skarpt venstresving helt forkert på en nedkørsel, hvilket resulterede i, at han ramte ind i et stengærde, røg ud over en bro og ned i en kløft.

Efterfølgende røntgenundersøgelser på hospitalet i Como viste, at Remco Evenepoel har brækket sit bækken og beskadiget sin højre lunge.

- Det vil holde Evenepoel på sidelinjen i den kommende periode. Vores rytter bliver på hospitalet natten over til observation, inden han flyver til Belgien søndag, skriver Evenepoels hold, Deceuninck - Quick-Step, på sin hjemmeside lørdag aften.

Her oplyser det belgiske hold også, at Remco Evenepoel hele tiden var ved bevidsthed, da han gennemgik en række undersøgelse for at få klarhed over sine skader.

Evenepoel forsvandt pludseligt

Evenepoel var gået i udbrud om sejren sammen med seks andre ryttere - heriblandt danske Jakob Fuglsang (Astana) - da han styrtede ud over broen.

Herefter var det ikke muligt at se, hvad der skete med Deceuninck - Quick-Steps stjerneskud.

Remco Evenepoel får hjælp efter sit styrt i Lombardiet Rundt.

Minutter senere var Remco Evenepoel hjulpet op fra kløften, og tv-billeder viste belgieren iført halskrave blive kørt væk i en ambulance.

- Han er på hospitalet i Como, hvor han er ved bevidsthed. Hans tilstand vil blive undersøgt af lægerne. Vi håber på at have yderligere nyt snart, skrev Deceuninck - Quick-Step i sin første opdatering.

- Tak til alle, der viser omsorg for Remco Evenepoel og sender tanker samt gode hilsner. Det betyder meget for os.

- Vi beder venligt om, at folk ikke spekulerer i hans tilstand. Vi giver en opdatering, så snart vi har en.

Den kom så lørdag aften.

Bora-rytter kolliderede med privatbil

På de sidste kilometer af løbet skete endnu en ulykke, som gik ud over Maximilian Schachmann fra Bora-Hansgrohe.

En privatbil - en sort BMW - var pludselig inde på ruten, og bilen drejede ind foran Schachmann, som ikke kunne undgå en kollision og styrtede.

Den internationale cykelunion (UCI) meddeler lørdag aften, at den vil undersøge episoden og overveje en klage til arrangøren, RCS Sport.

UCI ønsker både Schachmann og Evenepoel god bedring.

Remco Evenepoel var af mange regnet som den helt store favorit i Lombardiet Rundt sammen med Jakob Fuglsang, der endte med at vinde løbet. Dermed blev han den første dansker nogensinde til at stryge til tops i klassikeren.

Evenepoel har imponeret stort efter genstarten af cykelsæsonen, hvor han har vundet både Vuelta a Burgos og Polen Rundt. Hans helt store mål i denne efterårssæson var det udskudte Giro d'Italia, der begynder 3. oktober.

Andet store styrt på to uger for storholdet

For mindre end to uger siden var en anden rytter fra Deceuninck - Quick-Step involveret i et voldsomt styrt.

Sprinteren Fabio Jakobsen røg i koma efter 1. etape i Polen Rundt.

Hollænderen måtte derudover gennemgå en fem timer lang operation, fordi han havde brækket alle knogler i ansigtet og mistet alle sine tænder.

Han lå i koma i to døgn.

Onsdag 12. august var Jakobsen kommet sig så godt, at han var i stand til at blive overflyttet til et hospital i hjemlandet.

Deceuninck - Quick-Steps holdejer, Patrick Lefevere, fortalte ved den lejlighed, at han er lykkelig for, at Fabio Jakobsen tilsyneladende er sluppet med skrækken.

- For en uge siden troede vi, at han skulle dø. Det er en fantastisk nyhed, at han nu kan rejse til Holland og være tættere på sin familie, sagde Lefevere til det belgiske medie RTBF.