Tour de France

Flere stjerner udgår af stor Tour-test - Roglic tæt på at følge efter

Steven Kruijswijk styrtede på en nedkørsel på fjerde etape. Justin Setterfield/pool / Ritzau Scanpix

Flere store navne er udgået af Critérium du Dauphiné. Bernal udgik inden 4. etape, mens blandt andre Kruijswijk styrtede på en nedkørsel.

Lørdag har flere profiler været tvunget til at udgå af Critérium du Dauphiné.

Team Ineos' Egan Bernal stillede slet ikke til start, mens tre ryttere måtte stå af efter et styrt på en nedkørsel.

Det drejer sig om Steven Kruijswijk fra Jumbo Visma samt Emanuel Buchmann og Gregor Mühlberger fra Bora-Hansgrohe. Det oplyser løbet i sin liveopdatering.

Uheldet skete efter 29 kilometer, da rytterne var på vej ned ad Col de Plan Bois, der var dagens første, kategoriserede stigning.

- Kruijswijk kan ikke fortsætte. Han er nødt til at trække sig med en skulder, der var revet ud af led, oplyser Jumbo Visma på Twitter.

Critérium du Dauphiné er et stort optaktsløb til Tour de France, og set i det lys falder skader i dette løb på et ekstraordinært uheldigt tidspunkt.

- Både Kruijswijk og Buchmann var i gang med at finpudse formen frem mod Tour de France, og alt efter hvor meget de har slået sig, så kan det godt få indflydelse på deres deltagelse eller rolle i Touren, siger TV 2 SPORTs cykelsportsekspert Chris Anker Sørensen.

- Hvis de kan være tilbage på cyklen i løbet af to-tre dage, så behøver styrtet dog ikke at betyde noget.

Bernal ude med rygproblemer

Det samme gør sig gældende for Team Ineos' Egan Bernal, der vandt Tour de France sidste år. Han måtte trække sig inden lørdagens etape.

Det oplyser løbet på Twitter, mens holdkammeraten Geraint Thomas forklarer følgende over for TV 2 SPORT:

- Han har haft nogle problemer med sin ryg. Han har kørt et par løb inden Dauphiné, så han har også en god portion af løbsdage i sig. Jeg tror mere, det handler om at passe lidt på ham og sikre, at han er helt klar til Tour de France, siger Geraint Thomas til TV 2 SPORT og tilføjer:

- Der er jo ikke mere end to uger til Tour de France, og der skal han være 100 procent klar.

Bernals exit fra Critérium du Dauphiné kan påvirke resten af Ineos-rytterne i den sidste del af løbet

- Det giver os mere frihed. Vi skal ikke tænke så meget på klassementet mere. Vi vil gerne have en mand med i udbruddet i dag (lørdag, red.), siger Geraint Thomas.

Efter de første tre etaper i det bjergrige optaktsløb lå Egan Bernal nummer syv i klassementet. Han var 31 sekunder efter Primoz Roglic i førertrøjen.

Roglic tæt på at udgå

Det var netop Roglic, der også slog Bernal i Tour de l’Ain - og Roglic der forventes at være førsteudfordrer i det kommende Tour de France.

Primoz Roglic kunne imidlertid heller ikke se sig fri for problemer på etapen lørdag fra Ugine til Megève.

Efter 82 kørte kilometer af 153,5 styrtede sloveneren efter sigende alene og var ifølge cykelmediet Cyclingnews tæt på at udgå, men han kom tilbage på cyklen og fortsatte - dog med tydelige skrammer og ødelagte shorts.

Primoz Roglic efter sit styrt.

Hans holdkammerat Sepp Kuss hjalp ham med at komme tilbage til feltet.

Critérium du Dauphiné vises direkte på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY. Se sendeplanen her.